Fluen var ikke rigtigt i julehumør. Der var for meget uro omkring den. Der plejede ellers at være så fredeligt dér i vindueskampen i vognmandens kontor, hvor den havde holdt til så længe. Men nu var de i gang med at rive en væg ned. Det passede ikke fluen.

I flere dage havde ombygningsarbejdet været så omfattende, at vognmanden ikke selv kunne være på kontoret og derfor holdt til inde på administrationen hos bogholderen og kontorpigerne.

Derfor var fluen ikke så velorienteret, som den plejede at være. Og fluer hader usikkerhed. Så meget havde den dog opfattet, at der skulle ansættes nogle flere folk, men detaljerne var få, så derfor var fluen glad for, at vognmanden her til morgen var kommet ind og havde sat sig ved sit lidt støvede skrivebord.

Og der gik heller ikke lang tid, før bogholderen dukkede op: - Hvor er her støvet, man kan jo dårligt trække vejret, sagde han.

- Det er efter, at du er holdt op med at ryge, at du er så sart, sagde chefen.

- Desuden har de lovet, at de bliver færdige i dag. I hvert fald på mit kontor.

Fluen åndede lettet op. Ikke alene havde byggerodet betydet uro, det havde også medført, at den i flere dage havde måttet undvære krummer fra chefens måltider og mange mellemmåltider.

Bogholderen så stadig ikke glad ud. Det kunne både fluen og vognmanden se:

- Hvad er der?

Bogholderen trak på skulderen: - Jeg kan ikke begrunde det sagligt, men jeg har det simpelthen ikke så godt med den fusion. Hvorfor behøver vi have deres folk siddende hos os?

Chefen så opgivende ud. Bogholderen elskede rollen som den forandringsparate men dog altid snus-fornuftige talmand. Progressiv skepsis, kaldte han det selv.

- Det har vi jo diskuteret halvtreds gange. Du har selv lavet tallene, du har været med til mødet med revisoren. Og hvis Larsen & Søn havde fat plads nok, havde de måske slet været interesseret i den fusion. I øvrigt er det jo så som så med den fusion. Det kalder vi det jo kun for at glæde gamle Larsen. Det er s’gu da os, der kommer med pengene.

Fluen kunne se, at det var et punkt, der irriterede chefen, selv om han hele tiden lod som om, det ikke var noget problem. Han var hamrende ærekær, men ville for alt i verden fremstå som en professionel, der gjorde det forretningsmæssigt rigtige uden skelen til særinteresser.

Han tog sin kam frem og begyndte refleksagtigt at rede sit tynde hår. Et sikkert tegn på usikkerhed. Fluen havde nemlig med sit følsomme sanseapparat fornemmet, at han ikke selv var ægte begejstret for den store plan, de nu var i gang med.

- Det er vel ikke fordi, du selv gerne vil ud af det hele, udbrød bogholderen uden varsel.

Vognmanden så forbavset op.

- Helt ærligt. Her står vi overfor den største udvidelse i firmaets historie, og så tror du, at jeg stikker halen mellem benene. Tværtimod. Det ville da være topmålet af uprofessionalisme fra min side. Du synes måske ikke, at jeg gør det godt nok?

Nu var det bogholderen, der så opgivende ud.

- Hold nu op. Det var bare en tanke jeg fik. Men jeg synes bare, at du har givet slip på så meget i løbet af de forhandlinger. Hjerteblod. Hele vores kvalitetskoncept er jo i fare og du har i alle årene råbt op om, at det vigtigste er vores troværdighed og kvalitet.

Fluen kunne se, at han ramte hovedet på sømmet.

Chefen rømmede sig – Det er det da stadig. Forstår du ikke, at det jo netop er derfor jeg vil have de to disponenter siddende her hos os. Det er nogle pokkers dygtige folk, ved jeg. Hvis vi kan ”vinde” dem for vores sag - kvalitet først – så har vi fra start en styrkeposition. Derfor skal de ind over både på deres gamle kunder og på vores, men med vores udgangspunkt over hele linjen.

- Det kan godt gå hen og blive svært. Du ved, at jeg ikke er imponeret over det gamle skidt de kører rundt med hos Larsen & Søn.

- Det er jo kun fordi, de venter på de nye biler, de har bestilt i foråret. Det er jo en del af hele fusionen.

- Ja, men jeg tænker på hele firma-kulturen. Hvem bliver den vindende part på det punkt. De er jo næsten lige så store som os, og de har en lidt anden - skal vi kalde det mere letbenet - holdning end os. Vi har jo selv kunne se, når de sprang over, hvor gærdet var lavest.

Fluen havde ofte hørt dem tale knap så pænt om Larsen & Søn, men det er jo altid sundt at dæmonisere konkurrenterne lid. Og nu var de pludselig partnere.

- Det er her du kommer ind i billedet, sagde chefen og kiggede indtrængende på bogholderen. - Du skal være vores ”kulturminister”.

Nu stod bogholderen med åben mund: - Kulturminister?

- Ja, du er jo tal- og systemgeniet her i firmaet. Du skal udarbejde et program eller system eller hvad du nu vil kalde det, så vi kan holde øje med, hvor kvaliteten måske begynder at halte eller blive for ”Larsensk”. Altså ikke almindelig kvalitetsstyring, men et advarselssystem, som begynder at hyle og blinke, hvis vores værdier er i fare

- Jo, det kunne man måske godt, men det bedste er jo at sælge vores ide til de nye.

Chefen nikkede og tog til fluens store glæde sine rulle med chokoladekiks frem: - Helt enig. Tillid er godt, men derfor kan man jo god kontrollere, om den virker.