23948sdkhjf

Det giver dønninger og øget pres

Det nye EU arbejdstidsdirektiv, der forventes vedtaget 23. marts i år, har ? om noget - skabt debat i det danske transporterhverv og har resulteret i en række såvel officielle som spontane møder landet over. Senest tirsdag den 1. februar afholdt Nordre Birks Vognmandsforening og Københavns Vognmandslaug i fællesskab orienterende møde om EU-direktivet for medlemmerne. Arbejdsgiverforeningen ATL var indbudt, og begivenheden havde samlet ikke mindre end 180 interesserede mødedeltagere ? hvilket er sjældent - hvis ikke uhørt.

Hanne Bødker Petersen, administrerende direktør i SCT Transport A/S, Gilleleje og direktør i Jørgen Nielsen Transport A/S, Hørsholm samt Messeter Transport A/S, Lyngby, var en af de 180.

- Jeg var mødt op for at høre, hvordan det nye direktiv tænkes indført i danske transportvirksomheder, hvordan vi som vognmænd skal administrere de meget håndfaste regler og hvem, der skal kontrollere, at de bliver overholdt. Jeg fik ikke svar på mine spørgsmål, fordi der endnu ikke er taget endelig stilling i en række spørgsmål. Men vi fik nogle forslag og retningslinjer, som vi må se, om vi kan få indført i virksomhederne. En del er teoretiske modeller, som det vil være svært at gennemføre i den del af transportbranchen, som SCT tilhører.

Utryghed

- De er svært for chaufførerne at forstå, hvad der er på færde. Vore chauffører er utrygge og bange for, at de med de nye arbejdstidsregler ikke kan leve af deres erhverv som hidtil. Det giver dønninger og øget pres. Vi har forsøgt at holde humøret oppe og orienteret dem om, at vi vil regne på, hvordan vi kan indføre de nye regler bedst muligt for dem, - og for virksomheden - for det skal jo være et arbejdsmiljø, som alle kan acceptere og arbejde under. Jeg mener derfor, at det kan blive et problem at fastholde medarbejderne, der på grund af de færre timer vil søge over i andre erhverv.

- Som jeg ser det, betyder direktivet for virksomhederne øget administration med dobbelt lønarbejde, og dobbelte udgifter til sådan noget som arbejdstøj, personaleforsikringer, uddannelse etc. For de ansatte vil det resultere i en forstærket indgriben i deres hverdag. Vi ved ikke endnu, hvor meget eller hvordan vi skal systematisere arbejdsfordelingen i fremtiden, for vi mangler endnu at lave regnestykket, men det ser ud til, at vi kan komme i den situation, at vi er nødt til at disponere over den ekstra ferieuge og/eller de feriedage, medarbejderne fik ved de seneste overenskomstforhandlinger, for at få det hele til at gå op. Og i øvrigt mener jeg, det er nødvendigt, at der sker nogle samfundsmæssige tilpasninger af for eksempel visse typer arbejdstider hos kunder og leverandører.

Hvordan kontrolleres det

- Hvis virksomhederne søger at løse problematikken ved hjælp af en fordeling af arbejdstiden på ugen med flere chauffører på bilen, vil det blive vognmandens ansvar at holde regnskab med chaufførernes timer, hvis han f..eks. ønsker at bruge sin ugentlige fridag til at køre bus, idet arbejdstidsdirektivet taler om den totale tid. Det kan naturligvis indføjes i ansættelseskontrakten, at det ikke kan accepteres, at der er flere arbejdsforhold, men hvordan skal vi kontrollere dette i praksis?

- Der er endvidere det stærkt konkurrenceforvridende element i direktivet, at de selvkørende vognmænd først er omfattet fra 2009. Det er vanskeligt at se en fornuftig forklaring på det, hvis et af formålene med direktivet er at forbedre færdselssikkerheden samt garantere sikkerhed og sundhed. Det er netop denne gruppe chauffører/selvkørende vognmænd, der har et utroligt højt dagligt timeantal. Hvis direktivet skal tages alvorligt, skal det gælde alle transportører.

Tæt på grænseværdien

- Vi har i SCT Transport konstateret, at vores gennemsnitlige timeantal/uge i 2003/2004 var 46,6 timer, og det er jo tæt på grænseværdien. Der er ikke meget at give af. Jeg mener også, at arbejdstidsregulativet vil være sværere at håndtere inden for visse transporttyper, for eksempel eksportkørsel og blokvognskørsel, og jeg har også en fornemmelse af, at de mindre vognmænd med mellem fire og fem biler vil få store administrative problemer og måske helt vil opgive erhvervet. Jeg tror ikke på, at vi kan genindføre lørdag som arbejdsdag for at få tingene til at hænge sammen, og jeg tror heller ikke på, at direktivet resulterer i mellem 4.000 og 5.000 nye arbejdspladser. Jeg tror faktisk, det kommer til at koste i stedet for, fastslår Hanne Bødker Petersen, SCT Transport A/S, der omfatter Jørgen Nielsen Transport A/S, Hørsholm, Messeter Transport A/S, Lyngby, Viggo Rasmussen Transport A/S, Roskilde og Køge Kran- og Specialtransport A/S, en grusgrav og værksteder.

- SCT koncernen har i dag 130 medarbejdere, 90 trækkende enheder og over 200 indregistreret køretøjer.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078