Branchen forsøger til stadighed at udvikle viden og teknik og herhjemme afholdes årligt "danske køledage", hvor eksperter samles og udveksler erfaringer til fælles bedste.

I virkelighedens verden er problemet og dermed udfordringen ofte den, at køber/importør konstaterer eller mener at konstatere, at godset ved ankomsten er mere eller mindre optøet og dermed afviser modtagelse og hæver handlen overfor sælger/eksportør. Der er naturligvis flere scenarier: Problemet kan være opstået allerede inden transportøren modtog godset eksempelvis i frysehuset; skaden kan være sket under transport og naturligvis som den tredje hovedmulighed efter levering til modtager. Vælger eksportøren at acceptere importørens ophævelse, er det en konsekvens at kravet videreføres til eksportørens egen sælger og/eller transportør og frysehus er det med at holde tungen lige i munden, idet det jo senere kan vise sig, at disse regressager ender frugtesløst, og at man måske derfor i virkeligheden skulle have holdt fast i importøren.

Dette skisma har en dansk eksportør af fødevarer måttet sande for ganske nylig i kraft af en ny sø & handelsretsdom. Der er selvfølgelig en del køberetlige elementer i en sådan problematik, og for så vidt angår den egentlige transportjura vil ved landevejstransporter som regel CMR-lovens § 25 komme i sving. Bestemmelsen slår i korthed fast, at fragtføreren slipper for ansvar, hvis skaden på godset skyldes eksempelvis godsets følsomhed, godsets "egen skyld" og at transportøren har forpligtet sig til at dokumentere, at alt materiel er vedligeholdt, serviceret etc.

Den 21. december 2000 sendte et dansk handelsfirma (Eksportøren) en ordrebekræftelse til et andet danske firma (Sælgeren) vedrørende Eksportørens køb af ca. 23.000 kg. frosne laksefileter. Laksen var af Eksportøren videresolgt til et italiensk firma (Importøren). Leveringsbetingelserne var EXW Esbjerg, og leveringsstedet var hos Sælgeren i Esbjerg. Leveringsstedet blev senere ændret til et dansk frysehus (Frysehuset). Købet blev foretaget i henhold til Eksportørens generelle købsbetingelser, som bl.a. indeholdt en bestemmelse om, at "såfremt Eksportøren har angivet, hvor varerne skal anvendes, er leverandøren forpligtet til at levere en vare, som opfylder ethvert krav til varens beskaffenhed på det pågældende sted."

Efter at have foretaget opskæring sendte Sælgeren laksefileterne til indfrysning hos Frysehuset i perioden 27. december 2000 til 5. januar 2001.

Den 11. januar bookede Eksportøren transporten af laksefileterne til Italien hos sin speditør (Transportøren). Transporttemperaturen og trailerens temperatur ved læsning skulle i henhold til bookingen være -230C, og chaufføren skulle kontrollere varens temperatur ved overtagelsen. Såfremt varepartiets temperatur ikke var den samme som den foreskrevne transporttemperatur, skulle chaufføren straks afbryde lastningen og kontakte Eksportøren.

Partiet af frosne laksefileter blev overgivet af Frysehuset til Transportøren, den 12. januar 2001. I forbindelse med overgivelsen blev der udfyldt en udleveringskladde, der blev underskrevet af Frysehuset og efter det oplyste af Transportøren's chauffør. På en specifikation til udleveringskladden var anført 2 temperaturer: -19,4 og -19,90C, der tillige var indført i et udlæssekontrolskema.

Temperaturen i kølerummet var i henhold til en udskrift fra en temperaturlog fra lastbilen omkring -1,50C ved transportens begyndelse. Herefter faldt temperaturen til omkring -130C. Efter ca. 2 timer steg temperaturen atter til omkring -40C for efter endnu 2 timer at falder til omkring 150C. Fra den 13. januar kl. 12.07 lå temperaturen på under 200C indtil den 15. januar 2001 kl. 7.35, hvor temperaturen steg til ca. -180C. Efter kl. 12.00 var temperaturen over -100C og efter kl. 13.00 havde kølerummet en temperatur på over 0C.

Leveringen blev foretaget rettidigt til det italienske firma den 15. januar 2001, hvorefter der i første omgang var taget et generelt forbehold ("received with reserve of control") og samme kl. 17.18 reklamerede det italienske firma direkte til Eksportørens italienske agent over, at 30 pct. af kartonerne havde saftudtræk, og forbeholdt sig i den forbindelse en grundigere undersøgelse af det leverede. Den følgende dag meddelte det italienske firma den italienske agent, at varerne var mangelfulde og ubrugelige, og afviste at modtage varepartiet.

Den 17. januar blev der afholdt besigtigelse af det leverede parti frosne laksefileter hos det italienske firma. Til stede repræsentanter fra henholdsvis Sælgeren og Eksportøren og yderligere en repræsentant fra det danske besigtigelsesbureau på vegne af Transportøren og yderligere en repræsentant på vegne Transportøren. Besigtigelsen resulterede i, at Eksportøren accepterede, at varepartiet skulle returneres til Danmark.

I forbindelse med at laksefileterne den 22. januar 2001 kom retur til Frysehuset, blev der foretaget endnu en besigtigelse og samtidig blev der taget en stikprøvekontrol af laksefileterne, hvor det blev påvist, at varen havde en afvigende harsk lugt og indeholdt Listeria-bakterier.

Den 23. januar 2001 reklamerede Eksportøren skriftligt over partiet af de frosne laksefileter overfor Sælgeren.

Den 5. og 6. april 2001 blev der udtaget 81 kartoner til inspektion. Det fremgik heraf, at 9,9% af kartonerne havde tydelige tegn på fugtbeskadigelse. Endvidere blev der udtaget 5 prøver til en analyse af laksefileterne. Alle 5 prøver viste tegn på harskning af laksefileterne i mere eller mindre grad.

Den 20. april 2001 blev de frosne laksefileter solgt til et tysk firma for 715.463 kroner og den efterfølgende sag ved Sø & Handelsretten kom bl.a. til at dreje sig om differencen mellem dette salgsbeløb og det beløb, som fileterne oprindeligt var solgt til den danske eksportør for.

Da der ikke kunne opnås enighed om noget som helst mellem parterne, indbragte den danske sælger sagen for Sø & Handelsretten med påstand om, at Eksportøren skulle betale godt kr. 235.000 alternativt, at Frysehuset skulle betale erstatningen.

Begge parter påstod frifindelse, og Eksportøren nedlagde regrespåstand overfor sin transportør.

Der blev under sagen fremlagt en faktura fra sælgerens advokatfirma for rådgivning på 36.000 kroner ekskl. moms samt yderligere en faktura fra Eksportøren til Sælgeren vedrørende omkostninger i forbindelse med forretningsrejse til Italien på 10.637,43 kroner. Disse beløb var en del af den endelige erstatningspåstand.

Under sagen kom dels den italienske, dels den danske besigtigelsesrapport i spil, og yderligere til belysning af problematikken blev der afholdt syn og skøn.

Den danske besigtigelsesrapport konkluderede, at skaderne på varerne ikke kunne være opstået under transporten, eftersom temperaturen under transporten i mere end 60 timer havde ligget mellem -300C og -200C. De kunne derimod være opstået efter aflæsningen af varerne i Italien, eventuelt på grund af fejlagtig eller uhensigtsmæssig opbevaring umiddelbart efter aflæsningen.

Den 15. december 2002 blev der afgivet syns- og skønsrapport af en cand. brom., ph.d. på baggrund af et besøg hos Frysehuset den 27. november 2002. Derudover var rapporten baseret på en temperaturudskrift fra Frysehuset, der viste temperaturerne i Frysehusets fryserum fra den 28. december 2000 og frem til den 12. januar 2001, og en egenkontrolrapport, der bl.a. viste, at Frysehuset den 27., 28. og 29. december 2000 samt den 4. og 5. januar 2001 modtog laksefileter fra Sælgeren. Ud fra hver dato var der anført følgende under "Temp frosne varer": -14,10C, -12,80C, -13,00C, -14,80C og -15,60C.

@mr:Indfrysningskunst

@t:Det fremgik af skønsrapporten, at de krav, der stilledes til indfrysningen og den efterfølende opbevaring af fiskevarer, skulle sikre, at den frosne fisk var i god stand efter indfrysningsforløbet, og at dette forløb kunne dokumenteres. Bl.a. stilledes der krav til, at frysningen af fiskevarer skulle ske i indfryser, og at fiskevarerne skulle være dybfrosne (-180C), når de blev udtaget. Herefter skulle fiskevarerne opbevares i et frostrum og have en permanent temperatur på -180C eller derunder. Ved afslutningen af indfrysningen ved tunnelfrysere skulle lufttemperaturen ved indsugningen være -250C eller koldere.

Syns og skønsmanden forklarede senere i retten, at det normalt tog ca. 12 timer, førend varer som det pågældende vareparti ved et indfrysningsforløb når -150C. Herefter tager det ca. 24-48 timer i et fryserum at få varerne nedfrosset til -180C. Den normale indfrysningstemperatur er -300C, mens den efter loven skal være -250C. Jo hurtigere indfrysningen sker, des bedre kvalitet får fisken. Under indfrysningsforløbet burde der mellem kartonerne og pallerne være placeret et mellemlag således, at indfysningen er ens på alle varer. Mellemlaget består ofte af træ. Flamingo kan også bruges.

Sø & Handelsretten anførte i dommen, at det afgørende i forholdet mellem Sælgeren og Eksportøren var, om partiet af laksefileter var mangelsfrit på tidspunktet for leveringen.

Efter Frysehusets optegninger var varepartiets temperatur højest -190C ved udleveringen til Transportøren til transport, hvilket Transportøren's chauffør med sin underskrift uden forbehold på udleveringskladden bekræftede.

Det fandtes ikke efter bevisførelsen godtgjort, at Frysehusets indfrysning og opbevaring af det pågældende parti laksefileter havde bevirket, at laksefileterne var mangelfulde, idet det bemærkes, at dette kunne have været belyst ved foretagelse af syn og skøn af 4 paller laksefileter, som ikke var blevet sendt til Italien.

Det forhold, at den stikprøvekontrol af varepartiet efter hjemkomsten til Danmark havde udvist harskningstegn, fandtes ikke i sig selv at dokumentere, at varepartiet var mangelfuldt på leveringstidspunktet, især henset til at en del af varepartiet havde været pakket ud i Italien. Eksportøren havde derfor været uberettiget til at afvise partiet af laksefileter, hvorfor Sælgeren havde krav på erstatning. Som følge heraf frifandtes Frysehuset for Sælgeren' påstand.

I henhold til transportaftalen mellem Eksportøren og Transportøren skulle transporttemperaturen være -230C. Ved transportørens modtagelse af laksen havde den en temperatur på max. -190C, og målinger foretaget under transporten viste, at temperaturen i kølevognen bortset fra ganske kortvarige perioder havde været under -150C. Laksefileternes temperatur og de korte perioder, hvor temperaturen ar over -150C fandtes efter bevisførelsen ikke at kunne have medført, at laksefileternes temperatur oversteg -150C under transporten.

Retten anførte endvidere, at som det fremgik af den danske besigtigelsesrapport fra Italien, havde Transportøren's chauffør oplyst, at laksen blev stillet under et halvtag efter aflæsning kort omkring kl. 12, og at laksen befandt sig der, da han forlod stedet ca. kl. 14. Endvidere fremgik det af såvel den danske som den italienske besigtigelsesrapport, at der var iskrystaller på laksen, hvilket var opstået, fordi laksen havde været partielt optøet og nedfrosset på ny, og at de var saftudtræk på en del af kartonerne. Det fandtes ikke på grundlag af disse to besigtigelsesrapporter godtgjort, at optøningen havde fundet sted, mens laksen havde været i transportørens egen varetægt, hvorfor Transportøren frifandtes for Eksportørens påstand.

Sælgeren havde herefter krav på at få dækket det tab, der var opstået ved salg af laksen til en mindre pris eller i alt 189.609,70 kroner. Efter de afgivne forklaringer og henset til den af sagsøgte fremlagte dokumentation for rejseomkostninger til Italien, fandtes denne udgift tilstrækkeligt godtgjort, hvorfor Sælgeren tillige havde krav på dette beløb eller i alt 10.643,32 kroner. Der fandtes ingen grundlag for at tilkende dækning for de afholdte advokatomkostninger.

Resultatet blev herefter, at Eksportøren skulle betale kr. 200.247,13 samt kr. 30.000 i omkostninger, og herudover skulle Eksportøren til Transportøren, der jo var blevet frifundet, i delvise omkostninger betale kr. 15.000 og yderligere omkostninger til syn og skøn på kr. 37.000. Den danske sælger, der havde vundet, kom derimod til at betale kr. 30.000 i omkostninger til Frysehuset, der jo for sit vedkommende var blevet frifundet.

-----