23948sdkhjf

Møbeltransport i nye omgivelser

Anders Sørensen Møbeltransport flytter i nyt domicil op ad motorvejen ved Hedensted-afkørslen

Anders Sørensen Møbeltransport flytter i nyt domicil op ad motorvejen ved Hedensted-afkørslen



Han er 55 år og er sammen med sine medarbejdere og sit grej ved at flytte i nybyggede faciliteter til en pris af 37 mio. kr. Så nej, Anders Sørensen er ikke på vej til at holde op i branchen - selvom han da kunne ønske, at han allerede havde bygget for ti år siden, da dåbsattesten var lidt friskere. Men dengang var finansieringsmulighederne anderledes, end de er i dag, konstaterer Anders Sørensen.

At købe grund op ad motorvejen og bygge en 15.200 kvadratmeter stor hal på grunden kan vist kun tolkes som optimisme. Det går da også godt for Anders Sørensen, der i november kunne fejre 30 års jubilæum som selvstændig vognmand.

Det bliver dog ikke markeret før indvielsen af domicilet i den vestlige del af Hedensteds industrikvarter.

Danske kunder

Anders Sørensen var kontorassistent på en møbelfabrik, indtil han var 25 år. Her arbejdede han på kontor om vinteren og kørte lastbil om sommeren. Da møbelfabrikken solgte den ene af tre lastbiler, blev lastbilen købt af Anders Sørensen, og siden da er der flyttet mange møbler i biler ejet af Anders Sørensen.

Det første firma hed Glud Møbeltransport, der i 1987 blev omdøbt til GM Transport - da ordet Glud var svært at udtale for de mange norske kunder. I 1990 solgte Anders Sørensen halvdelen af GM Transport til et svensk firma, der også er specialister indenfor møbeltransport.

I 1995 afhændede han resten af sin andel til samme svenske firma. Med i handlen var en aftale om et fremtidigt samarbejde, og derfor kunne Anders Sørensen etablere Anders Sørensen Møbeltransport, hvis store kunder bl.a. er Idé Møbler og Ilva.

En særlig niche

- Biler har altid haft min interesse, og jeg har det utroligt fint med at arbejde med møbler. Vi har en niche - der er meget fysisk hårdt arbejde i at transportere møbler, og der er nok ikke så mange herhjemme, der gider det bøvl. Når vi læsser biler, er der altid noget der skal tages ved, for vi pakker helt til loftet. Og i dag bliver selv de dyre arkitekttegnede møbler ikke pakket godt ind på fabrikkerne. I gamle dage brugte vi tæpper for at beskytte møblerne, det har vi ikke tid til i dag, så hvis ikke man forstår, hvordan man pakker møblerne - hvordan man tager ved dem, sætter dem og stabler dem, så bliver de nemt ødelagt, fortæller Anders Sørensen, der efter 30 år i branchen nyder godt af at være "ikke sådan en ukendt person". Det sker jævnligt, at en kunde eller en kollega ringer og spørger om hjælp til en opgave.

- Jeg ved ikke, om vi er den største møbeltransportør herhjemme, men folk i branchen ved godt, at vi er her.

Flere danske møbelfabrikker vælger at flytte produktionen ud af Danmark, hvilket ikke bekymrer møbeltransportøren, for der er stadig behov for distribution hjemme i Danmark.

400 flyttelæs

Anders Sørensen driver lagerhotel for flere af kunderne, hvilket betyder, at bl.a. Idé Møbler har alt fra fyrfadslys til sofaer oplagret under tagene i de nuværende lagerbygninger, der ligger i Horsens. Derfor er der intet mindre end 400 flyttelæs med hotel-varer, når firmaet flytter i nye lokaler. Så der bliver travlhed blandt de "nogle og 30 ansatte" når hallerne i Hedensted bliver taget i brug i løbet af december.

Og fra og med 1. januar hører firmaet til i Hedensted i ca. 400 kvadratmeter administration og syv 2000 kvadratmeter store lagerhaller. Omtrent 1100 kvadratmeter bliver lejet ud til en samarbejdspartner, som også får glæde af, at der er lagt asfaltgulv i hallerne for at mindske støvet frem for betongulv, hvor støv har kronede dage.

I de haller, Anders Sørensen selv råder over, bliver der opstillet metervis af reoler, der bliver fyldt ud efter nøje overvejelser - de varer der kun sjældent bliver plukket af, skal stå i højden, og de varer, der dagligt bliver taget af, skal være nemme at nå.

500 daglige sofaer

Firmaet håndterer mellem 700 og 800 kubikmeter møbler om dagen. Det svarer f.eks. til godt 500 sofaer.

Dagsrytmen ligger på rygraden. Der er aflæsning af de fyldte trailere fra morgenstunden, hvor der er et sandt leben, når vognene tømmes, og nye varer findes frem og pakkes til aflæsning i løbet af dagen.

14 trækkere kører med Anders Sørensens logo som også pryder godt 40 trailere. Bilerne bliver pakket uden spildplads, hvilket betyder, at visse fragtbreve og dertil hørende varer nogle gange må skifte bil for at være sikret plads.

- Vi disponerer ikke på edb. Vi bruger et gammeldags dueslag i stedet, siger vognmanden, der har haft en edb-mand i huset til at indføre nye systemer og da også bruger edb til så meget andet i dagligdagen. Men disponeringen synes han stadig falder lettest, når det sker på den gammelkendte facon.

Anders Sørensen sidder selv og disponerer sammen med en kvindelig speditør, der kan sit kram - "når den ene af os ikke er der, tager den anden over". Det gælder bl.a. når Anders Sørensen er ude af huset for at gøre sig som handelsmand.

Gammel brandbil

- Vi går og handler lidt med transportmateriel som trailere og trækkere. I sommer fandt jeg 10 trailere i Tyskland til den rette pris og fik dem hjem. De står lidt, og så ringer der nogen, som gerne vil købe sådan en. Nu er der vist kun et par stykke tilbage, lyder det fra vognmanden, der har gjort en usædvanlig handel i år. Nemlig da han købte en veteran brandbil med 30 meter stige. Og jo, selvfølgelig - brandbilen og den gamle Scania fra 1969, der bliver brugt til fornøjelige sommerture og veteranløb, er sikret plads i det nye domicil.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08