23948sdkhjf

Danmark frifindes i sag om udenlandske chauffører

EU-Kommissionen stævnede Danmark, da 25-timers-reglen gør overnatning svært for udenlandske lastbilchauffører

Udenlandske lastbilchauffører er fortsat udfordret, når de skal overnatte på rastepladser ved deres ugentlige lange hvil.

EU-Domstolen frifinder nemlig Danmark i EU-Kommissionen, der har lagt sag an om 25-timers-reglen.

Kommissionens stævning af Danmark kom på baggrund af hviletidsregler og parkeringsbegrænsningen for lastbiler på 25 timer på rastepladser.

Man skal som lastbilchauffør have et langt ugentligt hvil på 45 timer. Kommissionen ser derfor den danske parkeringsbegrænsning som en hindring, fordi man som udenlandsk chauffør ikke kan tage sit hvil på en rasteplads.

EU-Domstolen fastslår, at 25-timers-reglen kan have en konkret indvirkning på ikkedanske transportvirksomheders udøvelse af de rettigheder til transport, som de er tillagt.

Dermed erkender domstolen, at udenlandske chauffører er forhindret i at benytte motorvejsrastepladser med henblik på obligatoriske hviletider.

Der lægges dog vægt på, at EU-Kommissionen ikke har fremlagt objektive oplysninger, der viser, at de alternative parkeringsmuligheder, som stilles til rådighed af den private sektor, er utilstrækkelig til at modtage de omtalte køretøjer med henblik på hviletider på mere end 25 timer.

- Uden sådanne objektive oplysninger kan Domstolen imidlertid ikke - uden blot at støtte sig på formodninger - fastslå, at 25-timers-reglen faktisk kan hindre cabotagekørsel, der udføres af tjenesteydere med hjemsted i de andre medlemsstater, lyder konklusionen fra domstolen.

Dansk Industris transportpolitiske chef, Rune Noack, mener ikke, at 25-timers-reglen har fungeret efter hensigten.

- De danske rastepladser bør som minimum understøtte chaufførens muligheder for at holde de lovpligtige hvil og pauser, og derfor skal loftet på 25 timers parkering laves om til 45 timer.

- I dag skaber de danske regler dårligere vilkår for chaufførerne, som bliver tvunget til at flytte lastbilen i stedet for at hvile sig.

- EU-reglerne tillader nemlig op til 45 timers hvil afholdt i lastbilen, og derfor harmonerer det ikke med en parkeringstid på 25 timer, siger Rune Noack i en skriftlig kommentar.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.149