23948sdkhjf

Medie: Prisen for Kattegatforbindelse kan være langt billigere end ventet

En fast forbindelse over Kattegat kan ifølge en ny undersøgelse bygges uden penge fra statskassen. Det skyldes, at en helt ny model til at finansiere det store projekt, er i spil.

Det skriver Politiken fredag.

Prisen for at bygge to broer over Kattegat fra henholdsvis Jylland og Sjælland til Samsø, en ny motorvej og jernbane på Samsø og i Østjylland samt en helt ny jernbane fra Ringsted til Kalundborg er på 110 mia. kr.

Det viser et notat, der er udleveret til Folketingets transportordførere, og som Politiken har fået aktindsigt i.

Ifølge notatet, der sammenfatter de næsten færdige resultater af en forundersøgelse af projektet, vil en forbindelse over Kattegat på næsten alle måder være en bedre forretning for samfundet, end tidligere beregninger har vist.

Den forventede byggepris vurderes således at være over 10 mia. kr. lavere end beregnet i den seneste undersøgelse fra 2018.

Desuden viser nye prognoser, at langt flere togpassagerer og lidt flere bilister end tidligere vurderet vil benytte den nye forbindelse, som vil give en rejsetid med tog mellem København og Aarhus på én time og otte minutter.

Samlet indebærer det ifølge Politiken, at en fast forbindelse vil kunne bygges med et statstilskud på 21 mia. kr. Det er halvt så meget, som tidligere estimeret.

Men en helt ny model er foreslået til at betale for det enorme byggeprojekt: nemlig at slå økonomien sammen med Storebæltsbroen.

Overskuddet på Storebæltsbroen er så stort, at begge forbindelser vil kunne være betalt 25 år efter åbningen. En fast forbindelse over Kattegat kan tidligst stå klar i 2038.

At slå økonomien sammen med Storebælt løser ifølge Politiken den gordiske knude, som hidtil har gjort Kattegat-projektet urealistisk.

Det skyldes, at rød blok kræver, at der også kommer en jernbane, men det har hidtil været for dyrt for statskassen.

Transportminister Trine Bramsen (S) vil ikke udtale sig om regeringens holdning til at bygge en Kattegatbro med penge fra Storebælt.

De Konservative ser positivt på en sådan model, mens Venstre endnu ikke har taget stilling.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079