23948sdkhjf

Flere "megatrends" præger branchen, men et sted er udviklingen gået i stå

Branchen udvikler sig meget inden for bæredygtighed og automatisering, men står stille i forhold til valg af transportmidler

Særligt tre megatrends har præget udviklingen i logistikbranchen i de seneste år – og vil formentlig gøre det et godt stykke ind i fremtiden.

Det fortæller Lars Bek Jensen, som er direktør hos logistikrådgiveren Langebæk, da Fremtidens Logistik beder ham om hjælp med at finde hoved og hale i tendenserne i branchen.

Til dagligt arbejder han med at udvikle og implementere logistikløsninger hos en lang række forskellige virksomheder. I kundekartoteket har Langebæk blandt andet Netto, Blue Water Shipping og Københavns Lufthavn. 

Dermed har Lars Bek Jensen god føling med, hvad der sker på logistikfronten hos både virksomheder og speditører.

Trend 1: Automatisering

Ligesom i mange andre brancher bliver flere og flere manuelle opgaver i logistikbranchen overtaget af maskiner, der kan udføre dem automatisk.

- Logistikken er et område, som har svært ved at tiltrække sig dygtige unge mennesker. Derfor er tilgængeligheden til arbejdskraft et stort tema i logistikbranchen. Man nødt til at drive nogle løntimer ud af logistikken, og her er automatisering et af midlerne, siger Lars Bek Jensen.

Vi skal ikke langt tilbage i tiden, før denne trend har vist sig i spalterne hos Fremtidens Logistik. De seneste uger har vi både skrevet om Mærsk, der bruger droner på deres lagre, om HHLA´s test af automatiseret containerlogistik og om grossisten Lemvigh-Müller, som ønsker at opføre et fuldt automatiseret højlager i Kolding.

Trend 2: Arbejdsmiljø

Manglen på arbejdskraft driver også en anden trend frem. Det er nemlig blevet vigtigere for logistikvirksomheder at skabe attraktive arbejdspladser, så de kan tiltrække og fastholde den nødvendige arbejdskraft.

- Vi skal sørge for, at de jobs og arbejdsmuligheder der er i logistikbranchen er attraktive. Derfor er der kommet mere fokus på forholdene for medarbejderne, på arbejdsmiljø, på ergonomi og på generelle faciliterer. Medarbejdere skal ikke løfte for mange kilo, det skal være nogle fornuftige arbejdspladser med lysindfald og en ordentlig kantine, siger Lars Bek Jensen.

Et eksempler på trenden kunne være Blue Water Shipping, der har implementeret en ny sikkerhedsstrategi for medarbejderne eller Kolding-virksomheden 3P Logistics, som lokker med to gratis fridage, hvis Store Bededag bliver afskaffet.

Trend 3: Bæredygtighed

Den sidste megatrend er – måske ikke overraskende – den grønne omstilling, som ligesom alle andre steder i samfundet også tvinger logistikbranchen til at tænke i nye baner.

- Transportsektoren er en af de største bidragsydere til CO2-udledning. Derfor har alle opgaver og projekter fået en bæredygtighedsvinkel, siger Lars Bek Jensen, og fortsætter:

- Man kan godt gøre noget ved det. Man kan sørge for at lastbilerne er fyldt ordentligt op og kører på noget fornuftigt brændstof. Man kan også sørge for, at lagerne er indrettet, så de forbruger mindst muligt strøm. Og så kan man sørge for, at ens lagre og fabrikker ligger der, hvor kunderne er, så man ikke skal køre så langt. Det er der store penge og CO2-besparelser i, hvis man kan gøre det rigtigt.

Også her er der talrige eksempler i branchen. Blandt andet har Postnord udviklet et nyt IT-system, som skal sikre, at lastbilerne er fulde, mens Region Midtjylland forsøger at afkorte de ruter som lastbilerne skal køre når de skal fragte råstoffer.

Lastbilen råder stadig

Mens de førnævnte trends driver forskellige former for nytænkning i store dele af logistiksektoren, er der også områder som er mere stillestående. Det gælder eksempelvis valget af transportmidler. 

Selvom godstog i teorien ville være et oplagt og bæredygtigt alternativ til lastbiler, er det ikke noget som rigtig er i brug. Det skyldes blandt andet at jernbanenettet i Europa ikke er tilstrækkelig udviklet til at transportere store mængder gods.

- Det eneste sted i Nordeuropa, hvor man for alvor transportere gods med tog, er i Norge. Svenskerne har også haft tradition for det, men i Danmark er det lastbilen som råder. Jeg synes Europa har et problem med dårligt integreret togdrift, sige Lars Bek Jensen.

Han peger imidlertid på en anden udvikling i forhold til transportmidlerne, som også spiller en væsentlig rolle for tiden. Hvor det tidligere var normalt at sejle vare til Hamborg og fragte dem videre herfra med lastbil, er mange store logistikvirksomheder begyndt at få leveret varerne i havne der ligger så tæt på slutdestinationen som muligt.

- Selvom skibe også forurener, er det klart den mest bæredygtige måde at transportere på. Derfor bliver der tænkt meget over, at få varerne ind tæt på lageret, siger Lars Bek Jensen.

Men selvom de fleste logistikvirksomheder fortsat sværger til lastbilen, forsøger nogle faktisk at gå den modsatte vej. Nordmændene er som nævnt længst fremme og den norske logistikvirksomhed Collicare har netop i weekenden åbnet en ny godstogsrute mellem Skandinavien og Italien.

Læs også første del af interviewet med Lars Bek Jensen, som fortæller om tendensen med piskesmæld og kaos for logistikere: 

Tre år med piskesmæld og kaos for logistikere kan være slut


Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Medlemmernes egne nyheder
Se alle medlemsnyheder
Mest læste
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Seneste nyheder
Se seneste nyheder
Udvalgte artikler
Udvalgte nyheder fra forsiden
Rekordregnskab: Schenker redder Deutsche Bahn
Enorme isflager udfordrer forsyningskæderne i Sydgrønland
Spotrater dykker igen
Mærsk køber logistikvirksomhed i Sydafrika
"Priserne stiger i alle led af forsyningskæden"
Langsigtede containerrater under pres

Send til en kollega

0.094