23948sdkhjf

Grøn transportpris uddeles på Transport 2023

DTL og Jyske Finans belønner de mest effektive og nytænkende tiltag i Herning.

Der er stort fokus på grønne løsninger på Transport 2023, som blandt andet byder på en Grøn Transport-konference. Desuden skal Den Grønne Transportpris uddeles af DTL - Danske Vognmænd og Jyske Finans, der belønner de mest effektive og nytænkende tiltag, som bidrager til at reducere miljøbelastningen og klimaaftrykket, og som fremmer bæredygtighed. Messen finder sted i MCH Messecenter Herning 20.-22. april.

- Det er anden gang, at DTL og Jyske Finans går sammen om at uddele en pris på transportmessen til de transportvirksomheder, der bidrager til at reducere miljøbelastningen og klimaaftrykket, og som fremmer bæredygtighed. Prisuddelingen i år er blevet endnu mere aktuel, da offentlighedens øjne i stigende grad hviler tungt på transportsektoren, der er blandt de største CO2-udledere. Kan danske godstransportvirksomheder gå foran og demonstrere både vilje og evne til at gøre sektoren grønnere, vil det give erhvervets image et tiltrængt skub. At det sker i MCH Messecenter Herning gør, at hele den danske transportverden samtidig kigger med, konstaterer administrerende direktør i DTL - Danske Vognmænd Erik Østergaard.

Han mener, at de vognmænd, der frivilligt og allerede nu har givet sig i kast med at flytte sig i forhold til den grønne omstilling, skal have et klap på skulderen, som forhåbentlig inspirerer andre til også at tage skridtet.

Omstillingen bliver en nødvendighed

Blandt dem, der dyster om Den Grønne Transportpris, finder man kloakvirksomheden Leif M. Jensen A/S, der ser deltagelsen i konkurrencen som en helt naturlig forlængelse af virksomhedens eksisterende fokus på grønne løsninger.

- Vi deltager i Den Grønne Transportpris, fordi virksomheden gerne vil være firstmover på grøn teknologi inden for kloak- og industriservice - og fortælle det til omverdenen. Vi har foreløbig anskaffet den første el-slamsuger til byzoner, som ovenikøbet er Danmarks første, og har en option på landets første treakslede el-slamsuger. Omstillingen til el bliver en nødvendighed, og LMJ har altid haft ry for at gøre tingene først og for at være innovative. Derfor var vi også initiativtager til etableringen af det første netværk for el-lastbiler hos DTL - Danske Vognmænd. Vi vil gerne dele erfaringer og være med til at præge den grønne omstilling i transportbranchen, fastslår administrerende direktør i Leif M. Jensen A/S, Lykke M. Jensen.

Foruden Den Grønne Transportpris kan de besøgende på Transport 2023 se frem til at blive klogere via et omfattende program på Grøn Transport-konferencen. Her venter oplæg og debatter om forskellige drivmidler og temaer - herunder vejafgifter for den tunge transport, de grønne ambitioner for den tunge transport, EU-transportpolitik og hverdagens grønne omstilling. Hertil kommer case-oplæg og prisoverrækkelser.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126