23948sdkhjf

Jutlandia tiltrækker tidligere medarbejder

Den esbjergske terminalvirksomhed styrker supervisorteamet med Kjell Tosti.

Jutlandia Terminal A/S styrkede med virkning fra 1. februar 2023 selskabets supervisorteam med tilføjelsen af Kjell Tosti som en del af lederteamet.

Kjell Tosti er ikke helt ny hos den esbjergske terminalvirksomhed. For cirka ti år siden var han en del af holdet i Jutlandia Terminals stevedoreafdeling, som nuværende direktør Michael Rühe dengang var leder af. Han kommer senest fra en stilling som underviser inden for transport og logistik og har forinden det arbejdet som faglærer på forskellige uddannelsesinstitutioner samt været koordinator hos BMS.

Kjell Tosti udtaler:

- Jeg har savnet havnen og dynamikken her. Jeg har før været ansat hos Jutlandia, og ved, at det er en god arbejdsplads. En virksomhed med gang i den. En virksomhed, der vil fremad, siger den nye og tidligere medarbejder.

Som supervisor vil Kjells arbejdsopgaver bestå af supervision af terminaloperatører, disponering af mandskab og materiel og lejlighedsvis supervision af stevedoreoperationer.

- Kjell har en stor faglig viden inden for blandt andet kranarbejde. Foruden at han har undervist heri, har han også siddet med krankoordinering hos BMS. Koordineringsdelen minder meget om vores daglige fordeling af driftsopgaver, og hans faglige baggrund kan vi drage nytte af i det daglige, eksempelvis under supervision samt udarbejdelse af materiale, siger Peter Jensen, Operations Manager på terminalen.

- Kjell er en god kontrast til vores arbejde. Han er en rolig, varm og behagelig person, en god kollega, som uden tvivl kommer til at bidrage med velovervejede beslutninger i et til tider hektisk miljø, fortsætter Peter Jensen.

Efter endt oplæring skal Kjell Tosti indgå i supervisorteamet og vil hermed blive vagtgående. Herefter træder Peter Jensen ud af gruppen for at fokusere mere på det overordnede.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142