23948sdkhjf

Dansk trailer-datterselskab: Vi opfyldte ikke salgs-målene

Tysk trailerproducents danske afdeling mener, næste år bliver endnu mere udfordrende.

For Schmitz Cargobull Danmark er den gode nyhed, at det danske datterselskab af den tyske trailerproducent kommer ud af seneste regnskabsperiode med et overskud på over 10 mio. kr. Den lidt mindre gode nyhed er, at nettoomsætningen – på trods af en stigning på 9,1 mio. kr. i forhold til sidste år – har været støt dalende de seneste 5 år.

Det fremgår af selskabets årsrapport for 2021/22, der omfatter perioden 1. april 2021-31. marts 2022.

Varierende nøgletal

I seneste regnskabsperiode formåede Schmitz Cargobull Danmark A/S således at præstere en nettoomsætning på 407,8 mio. kr. Selv om det er en stigning fra sidste år på 9,1 mio. kr., er det også udtryk for et generelt fald de seneste 5 år. I regnskabsåret 2017/18 lød nettoomsætningen på knap 615 mio. kr., og siden er det nøgletal dalet.

I samme periode er årsresultatet dog steget – fra 255.000 kr. for fem år siden til 10,6 mio. kr. i seneste regnskabsperiode, hvilket samtidig er mere end en fordobling mod sidste års bundlinje på 5 mio. kr.

Egenkapitalen steg med 10,6 mio. kr. til 56,3 mio. kr., mens det gennemsnitlige antal medarbejdere i perioden steg med 7 til 46.

Geopolitiske indvirkninger

Schmitz Cargobull Danmark lever af at drive handel med nye og brugte sættevogne, påhængsvogne og kølekasser samt reservedele og tilbehør fra Schmitz Cargobull, herunder drift af eget værksted.

Ifølge selskabet var regnskabsåret 2021/22 et udfordrende år som følge af stor efterspørgsel på trailere efter Covid-19-pandemien i 2020/21 på den ene side og mangel på trailere på den anden side. Den globale mangel på råvarer medførte en stor stigning i omkostningerne, som kun delvist har kunne sendes videre til kunderne. Yderligere effekter var også øgede leveringstider, og udskudte leveringsdatoer for kunderne, fremgår det.

Det danske marked for trailere i Schmitz Cargobulls kernesegment steg efter to år med lav efterspørgsel tilbage til et niveau på cirka 4.000 sættevogne. Udover at tage andel i markedsvæksten var Schmitz også i stand til at øge markedsandelen i forhold til øvrige konkurrenter. Med en større tilgængelighed af produktionsmateriale ville markedet, og markedsandelen, være vokset yderligere.

”Ledelsens forventninger til den operationelle drift i 2021/22 er opnået i højere grad end forventet, men salgs-målene er ikke opfyldt”, lyder det i ledelsesberetningen.

Udsigterne for næste regnskabsår er mere udfordrende end sidste år, fremgår det desuden.

”Det økonomiske boom i verdensøkonomien har øget købsrisikoen for Schmitz Cargobull Group på grund af mangel på råvarer, stigende priser og udfordringer i forsyningskæderne. Rusland/Ukraine-konflikten har forøget effekten, og medført en høj inflation i begyndelsen af regnskabsåret 2022/23. Usikkerheden i forbindelse med den økonomiske situation er vedvarende og kan også påvirke efterspørgslen efter trailere”, lyder det fra selskabet.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141