23948sdkhjf

Carstens forlader ITD

Brancheorganisationen leder efter ny politisk chef.

Fredag den 31. januar har ITD’s politiske chef Jørn-Henrik Carstens sin sidste arbejdsdag hos brancheorganisationen i Padborg.

I et stillingsopslag lyder det, at ITD søger ny politisk chef, og brancheorganisationen bekræfter over for Transport Tidende, at Jørn-Henrik Carstens forlader organisationen med udgangen af januar. Han fortsætter i stedet arbejdslivet som specialkonsulent hos Færdselsstyrelsen.

Carina Christensen, administrerende direktør hos ITD, siger, at Jørn-Henrik Carstens har haft stor betydning for ITD.

- Jørn-Henrik har været hos ITD i 13 år, og han har alle årene været en dygtig og kompetent medarbejder med stor teknisk viden og faglighed. Hans detaljerede viden om lastbiler og teknik har været helt unik og til stor gavn for ITD, siger Carina Christensen, og fortsætter:

- Den vigtigste opgave for vores nye politiske chef bliver at fortsætte vores stærke politiske arbejde for at skabe gode rammevilkår for ITD’s medlemmer.

Skal sikre synlighed 

I stillingsopslaget fremgår det, at brancheorganisationen søger en ny politisk chef, der skal stå i spidsen for brancheorganisationens politiske formidling og bidrage til at sikre en stærk positionering og synlighed af ITD’s synspunkter i medier og netværk.

”Med reference til og i tæt samarbejde med den administrerende direktør i ITD får du det overordnede ansvar for både national og europæisk politik. Du sikrer, at ITD’s holdninger kommer frem og skaber stærke rammevilkår for dansk vejgodstransport og logistik nationalt og i EU. Du sikrer ligeledes de rette kompetencer i den politiske afdeling og står for den daglige ledelse, udvikling og sparring af afdelingens seks medarbejdere, som er geografisk fordelt på tre forskellige lokationer: Padborg, København og Bruxelles”, lyder det blandt andet.

Blandt øvrige arbejdsopgaver lyder det, at den nye politiske chef tager aktivt del i det daglige kommunikationsarbejde i tæt samarbejde med kommunikationschefen og er skribent og med-skribent på politiske nyheder og debatindlæg.

”Du sikrer herudover, at den politiske afdeling effektivt og professionelt formår at påvirke politikere, myndigheder, samarbejdspartnere mv. nationalt og i EU, så brancheorganisationens medlemmer bliver hørt. Du er desuden garant for en proaktiv monitorering af den politiske dagsorden nationalt og i EU og sikrer dermed at ITD altid er orienteret og på forkant med kommende relevant lovgivning. Sideløbende driver du politikudviklingen i ITD og initierer for eksempel nye strategiske tiltag i forhold til udvikling og prioritering af den politiske dagsorden”.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203