23948sdkhjf

TØF trak havnefronterne op

Ømtåligt emne om udvikling eller afvikling af danske havne blev taget op, da TØF holdt årets havnekonference.

Salen var fyldt til bristepunktet af nogle af de vigtigste nøglepersoner i den danske havnesektor, da TØF, Transportøkonomisk Forening, 2. april holdt Havnekonferencen 2019, som Port of Lindø lagde lokaler til.

Overskriften på årets konference var da også det nok mest debatterede og ømtålige emne lige nu i havnebranchen: De kommunalpolitiske aftaler om lukning af Kolding Havn og tilsvarende erhvervshavnearealer af Vejle Havn.

Aktuel problemstilling

”Udvikling eller afvikling af havnene” lød TØF’s overskrift på dagen, der således trak fronterne skarpt op og søgte at gnave sig ind til benet på den aktuelle problematik om, hvem eller hvad der tager beslutningerne om store havneudvidelser, men - især - også om afvikling af erhvervshavne og havnearealer til fordel for boligbyggeri.

Jacob K. Clasen, direktør i Danske Rederier og bestyrelsesmedlem i TØF, bød velkommen til konferencen med ordene om, at dagens emne var valgt ud fra den knap så festlige anledning af den aktuelle problemstilling med udsigten til de føromtalte havnelukninger.

Beslutningerne om lukning af havnearealer skal sandsynligvis ses i lyset af flere forskellige faktorer: Blandt andet, at nogle erhvervshavne har besvær med at tiltrække den nødvendige kritiske masse af gods samt befolkningstilvækst og borgerkrav om at bo tæt ved vand.

Foreningen havde tiltrukket en række oplægsholdere, der blandt andet satte spot på oplandsanalyser og havnelukninger set med samfundsøkonomiske briller samt de danske havne udvikling i fremtiden.

Kolding-sagen

Det vil ikke være nogen overdrivelse at påstå, at den fyldte sal af havneprofessionelle mest havde imødeset oplægget af Jørn Pedersen, borgmester i Kolding Kommune, der i en skarp vending fra salen da også blev tituleret ”dagens modigste mand” og modtog ros for at stille op foran forsamlingen.

Borgmesteren har det seneste cirka halve år måttet stå til måls for kritikken af Kolding Byråds politiske aftale om at lukke byens erhvervshavn som led i en ny helhedsplan til fordel for boligbyggeri og rekreative områder. Det betyder, at den 175 år gamle havn de kommende år skal afvikles. Havnen har et areal på 575.000 kvadratmeter, håndterede i 2017 1,3 mio. tons gods og omsatte for cirka 31 mio. kr.

Ifølge Jørn Pedersen er det et byråds ansvar at sørge for med rettidig omhu at træffe beslutninger for byens bedste.

- Man skal forudse, hvad fremtiden for en kommune er. Når vi kigger i krystalkuglen for Kolding Havn, kan vi se, at vi udvikler os positivt med en vækst på 3,5 procent i befolkningsudviklingen. Men nabokommunerne vokser hurtigere, og det er vores udfordring og virkelighed, sagde Jørn Pedersen.

Borgmesteren tilføjede, at de bynære erhvervshavnearealer skaber relativt få arbejdspladser og at byen har udviklet sig rundt om havnen på en måde, der ikke er effektiv.

- Vi er en by, der placerer sig rundt om havnen. Vi har masser af boligprojekter i byen de næste 10-20 år, men derefter har vi ikke flere attraktive byudviklingsområder. Derfor begyndte vi at kigge på havnen, og i byrådet har vi taget en politisk beslutning om, at havneområdet skal byudvikles, sagde han.

Støtte og modstand

Aftalen om havnens fremtid blev indgået i byrådet blot to uger efter, Kolding havn selv havde præsenteret en ny helhedsplan for havnens udvikling, og Jørn Pedersen bekræftede da også, at beslutningsprocessen var relativt kort.

- Det var en kort proces. Nogen siger, at jeg kendte til planerne, inden jeg gik til valg. Det er noget sludder. Det er ærgerligt, der er konfrontationer. Der er eksempelvis en Facebook-gruppe; ”Bevar Kolding Havn”, der kommer med nogle meget farvede udmeldinger. Men det er altså os som byråd, der skal træffe den slags beslutninger, og når jeg går rundt i Kolding møder jeg da også både støtte og modstand, sagde Jørn Pedersen.

(Denne artikel er også bragt i Transport Tidende nummer 8/2019).

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11