23948sdkhjf

ITD: Ny minister er et godt match til posten

Brancheorganisationen håber, Thomas Danielsen vil gå i dialog om branchens udfordringer.

ITD mener, der venter den ny transportminister, Thomas Danielsen (V), en stor opgave, når han sætter sig til rette i stolen som branchens ny førstemand.

Blandt andet håber brancheorganisationen, at Danielsen vil tage fat på en sammenhængende plan for omstillingen af den tunge transport og ”regel- og bødetyranniet” i transportbranchen.

- Først og fremmest vil vi gerne sige tillykke til den nye transportminister, som vi synes er et rigtig godt valg på posten. Det er mig bekendt første gang, at en udlært lastvognsmekaniker bliver minister i Danmark, og det er et rigtig godt udgangspunkt for at forstå de udfordringer, vejgodserhvervet står over for, siger John A. Skovrup, der ud over at være bestyrelsesformand i ITD, også selv er udlært lastvognsmekaniker.

Thomas Danielsen overtager transportministeriet på et kritisk tidspunkt for transportbranchen, og det kræver, at området styres med sikker hånd gennem krisen, lyder det fra ITD.

- Branchen står midt i en spirende krise, og der er stor bekymring for situationen i branchen. Faldende godsmængder, høje brændstofpriser og en grøn omstilling, der mangler en plan, som vognmændene kan forholde sig til, er blot nogle af de opgaver, som vi håber den nye minister vil tage hånd om, siger John A. Skovrup.

Det kræver ifølge bestyrelsesformanden, at ministeren ser på området med helt nye øjne. For mange af de politiske aftaler, der ligger på området, er for længst blevet overhalet af en helt ny virkelighed.

- Vi håber, at Thomas Danielsen vil viske tavlen ren og gå i dialog med branchen om konstruktive løsninger på vejgodstransportens udfordringer. For den politik, der er blevet ført gennem de seneste år, hænger ikke længere sammen med den virkelighed, som vores vognmænd møder ude på vejene, siger John A. Skovrup.

Det nye regeringsgrundlag indeholder ifølge ITD-formanden mange gode takter, for eksempel det store fokus på at sikre mere arbejdskraft og yderligere handling for flere nulemissionslastbiler og drivmiddelinfrastruktur. Det er dog også sparsomt med svar på, hvordan det konkret skal udmøntes på transportområdet.

- Regeringsgrundlaget efterlader mange spørgsmål på transportområdet. Men når man ser på det samlede politiske grundlag og udmeldingerne fra den nye SVM-regering, så ser vi rigtig gode muligheder for, at Thomas Danielsen vil kunne drive transportområdet i den rigtige retning. Så vi glæder os til det fremtidige samarbejde og til at invitere den nye minister på besøg ude hos vores vognmænd, siger John A. Skovrup.

/anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125