23948sdkhjf

Aalborg Havn vil lagre grønne brændstoffer

Ny aftale skal udforske mulighed for lagring af fremtidens grønne brændsler i Aalborg.

Port of Aalborg og Scandinavian Tank Storage har netop underskrevet en samarbejdsaftale. Med den nye aftale vil de to parter i fællesskab videreudvikle driften af tankanlægget ved Nordjyllandsværket og blandt andet udforske, hvordan det kan bruges til lagring af fremtidens grønne brændstoffer.

Siden 2015 har Port of Aalborg stået for driften af fire 55.000 kubikmeter store tanke ved tankanlægget nær Nordjyllandsværket i Aalborg. I dag bruges tankene til lagring af skibsbrændstoffer, men det kan ændre sig i fremtiden

Port of Aalborg har nemlig indgået en ny samarbejdsaftale med Scandinavian Tank Storage, som skal være med til at afdække, hvordan tankanlægget kan geares til håndtering af fremtidens grønne brændstoffer til blandt andet den industrielle sektor herunder skibs- og flyindustrien.

- Vi er glade for samarbejdet med Scandinavian Tank Storage, som er med til at sætte skub på udviklingen af vores lagringløsninger, men som også gør os klogere på, hvordan vi kan imødekomme efterspørgsel på lagring af grønne brændstoffer. Transportbranchen står over for en markant omstilling, hvor brændsler fra fx power-to-x og biomasse vil spille en stor rolle. Med Scandinavian Tank Storage’s indgående branchekendskab og netværk tager vi nu nogle store og langsigtede skridt i håndtering af fremtidens brændstoffer, lyder det fra Senior Commercial Manager hos Port of Aalborg, Michael Rosenkilde Lind.

Samarbejde siden 2019

Parterne indledte allerede et samarbejde i 2019, der gav Port of Aalborg adgang til den nordiske olie- og brændstofslagringsvirksomheds store kundenetværk. Nu styrkes samarbejdet dog markant, og det vækker glæde hos Scandinavian Tank Storage.

- Vi er meget tilfredse med den nye aftale, som vi tror, begge parter får glæde af. Vi oplever stor efterspørgsel på faciliteter som Port of Aalborgs, så det har været naturligt for os at indgå en fast aftale, der kan styrke vores samarbejde yderligere i fremtiden. Aalborg er en strategisk god placering med gode logistiske faciliteter og nem adgang til resten af Norden, som er vores hovedmarked, fortæller Reynir Gudlaugsson, Marketing and Business Development hos Scandinavian Tank Storage.

Fremtidssikring af tankanlæg

Siden overtagelsen af tankanlægget har Port of Aalborg totalrenoveret anlægget, som har både energieffektiviseret og fremtidssikret de fire tanke ved at forberede dem til lagring af fremtidige brændsler.

- Vi har allerede investeret stort i optimering af tankanlægget. I 2020 blev varmeforsyningen konverteret med en CO2-besparelse på 80-90 procent til følge, og i 2021 blev to nye rørledninger etablereret for netop at muliggøre håndtering af forskelligartede produkter og alternative brændstoffer som de såkaldte e-fuels, lyder det fra Michael Rosenkilde Lind, der suppleres af Reynir Gudlaugsson

- Selvom markedet for lagring af fossile brændstoffer i dag stadig er af stor kapacitet, så vokser efterspørgsel på opbevaringsløsninger til alternative brændstoffer stødt. Derfor er det naturligvis glædeligt at samarbejde med ligesindede aktører, der deler samme ambitioner som os i forhold til at imødekomme interessen, siger han slutteligt.

Om Port of Aalborg A/S

Port of Aalborg er en moderne indlandshavn med et 360 graders opland, intermodale logistikløsninger og fokus på realiseringen af Aalborg Kommunes erhvervs- og bæredygtighedsstrategi. Med udgangspunkt i vores udviklingsstrategi ændrer vi i stigende grad fokus fra vandsiden til landsiden og udviklingen af den omkringliggende erhvervspark, der er udnævnt som Aalborgs fremtidige vækstzone. Koncernen Port of Aalborg A/S omfatter 7 datterselskaber og 90 medarbejdere.

Om Scandinavian Tank Storage

Scandinavian Tank Storage er et privatejet, uafhængigt selskab for lagring af oliebaserede produkter. Scandinavian Tank Storage har siden dannelsen i 1993 været styret af den enkle filosofi om at kombinere professionalisme og omkostningseffektivitet for at stimulere en god forretning og gøre livet lettere for kunderne. Gennem ejerskab, joint ventures og langsigtede partnerskabsaftaler kan vi altid levere stor lagerkapacitet og innovative løsninger til konkurrencedygtige priser. Vores stræben efter de højeste standarder og sikkerhed betyder, at vi løbende investerer i ny teknologi og effektiv infrastruktur på vores terminaler.    /Smir

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11