Danske Shipping- og Havnevirksomheder hilser politisk kursændring for de merkantile erhvervsuddannelser velkommen.
I dag er en god dag for de virksomheder, som har elever på de merkantile erhvervsuddannelser. Aftalekredsen for erhvervsuddannelserne er blevet enige om, at reglen om 1-årige hovedforløb for studenter afskaffes efter overgangsordningens udløb 1. august 2023.
Det betyder, at de gymnasialt uddannedes hovedforløb på de merkantile erhvervsuddannelser fortsat kan vare to år og ikke kun ét enkelt år, som det oprindeligt var planlagt, selv de berørte brancher – speditører og shipping - protesterede.
- Det er yderst glædeligt for DSHV’s medlemmer, der tager shippingelever og benytter Rybners og DSHV’s shippinguddannelse i det offentlige erhvervsuddannelsessystem. Her uddannes shippingeleverne dels hos virksomhederne de er ansatte i, og gennemgår 7x1 uges undervisningsforløb i internat på Hermitage Esbjerg i løbet af de to års ansættelse som trainee. Et 1-årigt hovedforløb på shippinguddannelsen ville ikke være tidsmæssigt muligt, og virksomhederne havde derfor frygtet, at de måtte sortere de gymnasialt uddannede fra, men heldigvis kommer det ikke dertil, siger chefkonsulent Jesper Sebbelin hos DSHV.
- Det er derfor overordentligt positivt, at aftalekredsen og ministeriet nu er nået til enighed om at afskaffe denne uforståelige begrænsning i muligheden for ansættelse i en erhvervskarriere med gymnasial baggrund. DSHV har siden Erhvervsuddannelsesreformen blev vedtaget arbejdet hårdt for at få afskaffet reglen og fastholde de to-årige forløb for gymnasialt uddannede. Det er sket i løbende dialog med virksomheder, ministeriet og uddannelsesordførerne”, siger chefkonsulent Jesper Sebbelin hos DSHV.
Som omtalt på www.transporttidende.com / Transport Today i går mandag, er der også stor tilfredshed med skrotningen af det 1-årige elevforløb. /Smir

