23948sdkhjf

DAT vil flyve grønt fra 2025

Danish Air Transport vil sammen med to partnere flyve fossilfrit fra 2025.

Luftfartsselskabet Danish Air Transport (DAT) benyttede tirsdag slipstrømmen fra regeringens nye udspil for grøn omstilling til at annoncere, at selskabet – sammen med to partnere – vil være klar til at flyve de første fossilfrie indenrigsflyvninger i Danmark inden udgangen af 2025.

Samarbejdspartnerne er Everfuel og Universal Hydrogen og endemålet er, at alle DAT’s indenrigsflyvninger skal være emissionsfrie inden udgangen af 2030.

De tre selskaber Universal Hydrogen, Everfuel og DAT har i dag indgået en aftale om samarbejde der skal resultere i de første fuldstændigt emissionsfrie flyvninger i Danmark inden udgangen af 2025.

I samarbejdet vil Everfuel levere brinten til det emissionsfri brændstof, Universal Hydrogen vil distribuere brinten og konvertere flyene til at flyve på hydrogen, og DAT vil i sidste ende drifte flyene på indenrigsruterne.

- Fremtidens indenrigsflyvning i Danmark kan blive 100 procent emissionsfri via brintdrevne fly, siger direktør hos DAT Jesper Rungholm og fortsætter:

- Universal Hydrogen er langt i udviklingen af en modifikation af vores regional flytype ATR72 der gør dette muligt allerede i 2025.

Universal Hydrogen er baseret i Californien og Frankrig, og udviklingen af flymodifikation sker både i Toulouse i Frankrig. Flyet vil have 56 sæder og drives af brændselsceller, der omdanner brint til elektricitet som så driver elmotorerne. Flyet udleder ingen CO2 eller andre partikler som er et kendt problem i de ellers CO2-venlige Sustainable Aviation Fuels (SAF).

- Vi har valgt DAT som partner fordi Danmark har valgt at gå forrest i at supportere udviklingen og driften af mere bæredygtig luftfart, og fordi DAT er en væsentlig operatør på danske indenrigsflyvninger. Vores fly og ekspertise i udvikling af brintbaseret luftfart og DATs danske rutenetværk er et fremragende match, udtaler Paul Eremenko CEO i Universal Hydrogen.

Grøn brint

For at flyvningen vil være 100 procent emissionsfri kræves grøn brint, som er baseret på vedvarende energikilder. Den grønne brint vil blive leveret af Everfuel A/S som er et børsnoteret energiselskab baseret i Herning. Everfuel er på vej med deres første Power-to-X (PtX) anlæg i Fredericia. Anlægget i Fredericia vil levere brinten til samarbejdet med DAT og Universal Hydrogen.

- Hos Everfuel er vi begejstrede for det nye samarbejde, da hele vores mission er at opnå et fossil-frit samfund. Det gælder naturligvis også i flybranchen, hvor der skal handles nu, hvis vi skal undgå at forværre klimakrisen. Det nye konsortium kan levere hele pakken, hvor vores rolle er at levere den grønne brint. Derefter udnytter vores partnere brinten i flyene, da brintbaserede fly er den bedste udnyttelse af ressourcer hvis vi skal opnå emissionsfri indenrigsflyvninger, siger Jacob Krogsgaard, CEO hos Everfuel.

DAT beflyver Danmark fra lufthavnene i Ålborg, Midtjylland, Billund, Bornholm og København med over 200 ugentlige afgange og det nye brintfly vil kunne bruges på alle ruter via et særligt fleksibelt tanksystem.

- Det modificerede ATR72 fly passer perfekt til de afstande vi kender i Danmark og vi er sikre på at kunderne vil værdsætte flyvning der kun udleder rent vand, afslutter DAT-direktør Jesper Rungholm.   /Smir

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125