23948sdkhjf

Sten fra københavnsk tunnelprojekt bliver til stenrev

Stenrev i Køge Bugt skal forbedre vilkårene for havmiljø og biodiversitet.

Når der i løbet af 2023 til 2025 bliver gravet ud til Nordhavnstunnelen under Svanemøllehavnen i København, har forundersøgelser vist, at Vejdirektoratet vil støde på en betydelig mængde større sten undervejs.

Nu har direktoratet indgået en aftale om at genbruge op mod 15.000 kubikmeter overskudssten i størrelsen 0,3 til 2,5 meter i diameter, som skal gå til etablering af stenrev i Køge Bugt. Stenene bliver renset og fragtet med pram fra Nordhavn til Køge Bugt. Udover anvendelse i stenrev er der potentielt også mulighed for, at en lille del af stenene kan genbruges lokalt i projektet som erosionsbeskyttelse omkring tunnelkonstruktionen.

Projektleder Silas Nørager, Vejdirektoratet, siger:

- Det er helt naturligt, at vi finder en masse store sten under udgravninger, og det kommer vi også til, når vi graver ud til Nordhavnstunnelen. De sten, vi finder, skal efterfølgende bortskaffes, men når vi kan bidrage til det gode arbejde, som foreningen Køge Bugt Stenrev står bag, så er det en gevinst for alle parter. Vi har en overordnet målsætning om, at anlægsarbejdet af Nordhavnstunnelen skal være så bæredygtigt som muligt, og der passer det her tiltag rigtig godt ind, siger han.

Aftalen er indgået med den frivillige forening Køge Bugt Stenrev, som arbejder for at skabe og vedligeholde stenrev i Køge Bugt. Foreningen vil på forhånd udpege de steder, hvor stenene skal placeres.

Formand Allan Scheller, foreningen Køge Bugt Stenrev, siger:

- Vores forening har siden foråret 2020 arbejdet for at udføre positive tiltag for miljøet og biodiversiteten i Køge Bugt. Med den fornemme donation af sten fra Vejdirektoratet og Nordhavnstunnelen har vi nu fremragende muligheder for at genoprette nogle af de naturlige stenrevshabitater, som er blevet fjernet fra bugten gennem tiden. En stor del af de marine arter, som lever i Køge Bugt, er tilknyttet stenrevshabitater. Eksempelvis kræver mange tangplanter et fast fundament at vokse fra, idet de ikke kan vokse i blød sandbund, og på stenrev får de mulighed for at danne tætte tangskove. Tangskovene tjener som opholdssted for en lang række andre arter, som enten søger hertil for at finde føde, hvile sig, eller gemme sig fra rovdyr i hulrummene mellem tang og sten, lyder det.

Vejdirektoratet forventer, at de mange tons sten kan blive leveret til genbrug i perioden fra 2024 til 2025.

/anga.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156