23948sdkhjf

Ni ud af ti danske eksportvirksomheder påvirket af Ukraine

Mangel på råvarer er stor trussel, men alligevel er optimismen intakt, viser nyeste Eksportbarometer.

Krigen i Ukraine, svigtende forsyningskæder og mangel på råvarer, der sender priserne i vejret, presser de danske eksportvirksomheder. Det viser det nye Eksportbarometer for andet kvartal, der er en spørgeskemaundersøgelse, som Danish Export Association i samarbejde med Jyske Bank har foretaget blandt mere end 250 topledere fra danske eksportvirksomheder. Ifølge undersøgelsen er 88 procent af de adspurgte påvirket af situationen i Ukraine, og 66 procent fremhæver råvaremangel som en af de største trusler mod dansk eksport, hvilket var tilfældet for 55 procent i første kvartal.

- Siden første kvartal er råvarepriserne steget og råvaremanglen taget til. Det var også et tema inden krigen brød ud, men nu ser vi altså, at virksomhederne i stigende grad bliver udfordret af det. Krigen i Ukraine er medvirkende til, at råvarepriserne stikker af, men fordi det kun er en lille del af eksporten, der normalt går til Rusland, er det kun i omkring 15 procent af virksomhederne, hvor eksporten er ramt direkte af sanktioneringer eller af selvsanktionering, siger Niels Rønholt, der er cheføkonom i Jyske Bank.

74 procent af eksportvirksomhederne oplever stigninger i råvarepriserne på grund af krigen i Ukraine, mens næsten halvdelen oplever, at krigen har skabt decideret mangel på råvarer. Fiskeprocesseringsvirksomheden Espersen, som har lavet selvsanktionering og lukket produktionen i Rusland, er blandt de virksomheder, som i høj grad er udfordret af knappe råvarer og stigende priser.

- Vores fisk kommer primært fra Barentshavet, hvor kvoten deles mellem Rusland og Norge, og udover forsinkelse i forsyningskæderne er de norske fisk steget meget i pris, da de fleste i øjeblikket foretrækker dem. Råvarepriserne steg 15 procent efter 24. februar, og vi er naturligvis også påvirket af stigende priser på energi, fragt og emballage, siger Klaus Beyer Nielsen, administrerende direktør i Insepa A/S, som ejer Espersen.

Optimistiske trods dystre udsigter

Trods de aktuelle udfordringer i forhold til at skaffe råvarer indikerer det nye Eksportbarometer imidlertid optimisme, og eksportvirksomhederne forventer, at deres eksportordreindgang fortsat vil stige – om end blot beskedent. Ifølge Halldor Halldorsson, der er Head of Branding and Relations i Danish Export Association, er det sandsynligvis først omkring årsskiftet, at forsyningskæderne atter er på omgangshøjde.

- Mange virksomheder har langvarige leveringsaftaler eller har købt stort ind og klarer sig derfor fint, men indtil logistiksituationen bliver normal igen, kan især mindre virksomheder, der typisk står bagest i forsyningskøen, blive presset. Og da efterspørgslen på råvarer vil blive ved med at være høj i et godt stykke tid endnu, vil priserne gøre det samme, siger Halldor Halldorsson og understreger:

- Indtil videre har konsekvenserne af kriserne ikke for alvor ramt, så det bliver interessant at se, hvordan det udvikler sig ved næste måling i tredje kvartal. De danske virksomheder har dog fantastisk evne til at tilpasse sig og finde nye løsninger og veje gennem kriser, og ligesom virksomhedslederne er jeg ganske optimistisk i forhold til fremtiden.

/anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11