23948sdkhjf

Aalborg Havn overtager driften af containerterminalen

Port of Aalborg skal selv stå for driften af containerterminalen på Østhavnen.

Ved indgangen til 2023 overtager Port of Aalborg drift og udvikling af containerterminalen i Aalborg. Fokus vil fremover være på at skabe konkurrencekraft for de nordjyske virksomheder med skræddersyede løsninger og intelligent, teknologisk godshåndtering.

Det skriver den største havn i Limfjorden i en pressemeddelelse.

31. december 2022 ophører Royal Arctic Lines aktiviteter på containerterminalen i Aalborg, og Port of Aalborg har valgt i første omgang selv at drive terminalen videre, men i et nyt setup. Containerterminalen skal fremover være en vækstdriver for erhvervslivet i hele Nordjylland.

- Vi har undersøgt flere muligheder og har vurderet, at det for nuværende er den bedste løsning selv at drive terminalen videre. Vores mål er at ændre og forbedre det eksisterende setup, for der er brug for mere fleksibilitet, ændret omkostningsstruktur og øget digitalisering, hvis vi skal være konkurrencedygtige i et meget krævende marked. Vi ser frem til at udvikle containerterminalen sammen med rederierne, så den fremover kan betjene og styrke samarbejdet med alle de nordjyske virksomheder, der sender gods ind og ud af Aalborg til hele verden – eksisterende kunder såvel som nye, siger Søren Bæk Christensen, Director of Operations hos Port of Aalborg A/S.

Unifeeder forsætter

Han suppleres af Jens Juel Rasmussen, Area Director Scandinavia hos Unifeeder A/S, der opererer den ugentlige feederrute mellem Aalborg, Bremerhaven og Hamburg, som er en af Europas største containerhavne.

- Port of Aalborg har i fem årtier haft containerforretning i Østhavnen, og derfor har de den nødvendige ekspertise og erfaring med håndtering af containere til at kunne drive terminalen videre. Fra Hamburg er der ruter til stort set hele verden, og det giver de nordjyske virksomheder nem og hurtig adgang til det globale transportnetværk. Det nye setup vil uden tvivl skabe grobund for at udvikle en mere konkurrencedygtig containerterminal i Aalborg.

Regional vækstdriver

Port of Aalborg vurderer, at der er et stort kundegrundlag for containerforretningen i Aalborg, og den fremadrettede strategi er at tage udgangspunkt i de nordjyske virksomheder i stedet for snævert fokus på godset.

- Fremover vil konkurrence, vækst, fleksibilitet og individuelle, kundetilpassede løsninger være de nøglebegreber, der skal kendetegne den nye containerterminal og måden, hvorpå vores kunder betjenes, siger Kjartan Ross, Chief Commercial Officer hos Port of Aalborg A/S og fortsætter:

- Vi er overbeviste om, at vi med ændret fokus og udvikling af containerterminalens drift både kvantitativt og kvalitativt kan være med til at skabe udviklingsmuligheder for virksomhederne i Aalborg og i resten af Nordjylland, så terminalen bliver en fremtidig driver for regionen.

Intermodal og fleksibel

Når Port of Aalborg, som opererer den samlede havnevirksomhed, overtager driften, vil der automatisk blive fokus på mere end bare containerforretningen. I Østhavnen er der nemlig også direkte adgang til intermodale logistikløsninger, hvor jernbane, lastbiler, RO-RO med videre kan kombineres med feederruten.

- Kunderne skal møde en fleksibel terminal, og vi vil gøre vores yderste for at skabe individuelle løsninger til hver enkelt virksomhed, så netop deres logistik-setup bliver skræddersyet til deres behov. Men det handler ikke kun om drift – det handler også om at styrke virksomhederne i deres vækst og muligheder for at følge med udviklingen ved hele tiden at optimere containerterminalen til virksomhedernes behov, siger Søren Bæk Christensen.

Automatiseret og grønnere

Port of Aalborg deltager i EU-forskningsprojektet AEGIS (Advanced Efficient and Green Inter-modal System), der har til formål at udvikle et nyt koncept til nærskibsfart i Europa for at flytte gods væk fra vejene ved at optimere transporten af gods via Europas indre vandveje og nærskibstrafik. Projektet involverer 12 partnere fra ind- og udland – herunder Port of Aalborg og Aalborg Universitet.

- AEGIS har allerede vist enormt potentiale gennem udviklingen af smarte teknologier og automatiseringsløsninger, der afprøves i praksis med Aalborg havn som testplatform. Blandt andet udvikles der helt konkret forslag til, hvordan man kan konstruere en ny fuldautomatiseret terminal, som kan håndtere både RORO-, container- og bulktransport via nærskibsfart og jernbanenettet, der begge rummer stort potentiale i forhold til at gøre transportsektoren grønnere. Det kan potentielt blive medvirkende til at gøre os til markedsførende inden for intelligent godshåndtering og teknologi, hvilket vil styrke containerterminalen og dermed de nordjyske virksomheders udviklingsmuligheder og konkurrencekraft, afslutter Kjartan Ross.

--

Om Port of Aalborg A/S

Port of Aalborg er en moderne indlandshavn med et 360 graders opland, intermodale logistikløsninger og fokus på realiseringen af Aalborg Kommunes erhvervs- og bæredygtighedsstrategi. Med udgangspunkt i vores udviklingsstrategi ændrer vi i stigende grad fokus fra vandsiden til landsiden og udviklingen af den omkringliggende erhvervspark, der er udnævnt som Aalborgs fremtidige vækstzone. Koncernen Port of Aalborg A/S omfatter 7 datterselskaber og 90 medarbejdere.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11