23948sdkhjf

Ny næstkommanderende i grøn lobby

Mette Rose Skaksen bliver ny viceadministrerende direktør i Green Power Denmark.

Green Power Denmark har fundet sin nye viceadministrerende direktør med ansvar for infrastrukturområdet. Det bliver Mette Rose Skaksen, der senest kommer fra en stilling som vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Den grønne erhvervsorganisation Green Power Denmark har med ansættelsen af en ny viceadministrerende direktør fundet en ny ansvarlig for det vigtige og tekniske tunge infrastrukturområde, der vedrører reguleringen af netselskaberne. De opererer inden for den monopoliserede del af den elektriske værdikæde, og netselskaberne er dermed underlagt særlige krav til funktionel adskillelse fra den øvrige organisation.

Green Power Denmarks administrerende direktør Kristian Jensen er meget glad for ansættelsen:

- Med Mette Rose Skaksen får vi en enormt faglig dygtig viceadministrerende direktør, der ikke blot har erfaring med monopolregulering, men som også kommer med stor erfaring med medlemsorganisationer. Jeg glæder mig over, at det er lykkes at finde en så kompetent viceadministrerende direktør, der samtidig som person passer perfekt ind i det nye ledelsesteam, siger Kristian Jensen.

Det nyudnævnte medlem af Green Power Denmarks direktion ser frem til at være med fra starten af Green Power Denmark:

- Jeg glæder mig meget til at blive en del af Green Power Denmark og få lært de mange medlemmer og nye kolleger at kende. Den grønne omstilling er den vigtigste samfundsopgave, som vi står overfor i disse år. Jeg ser derfor meget frem til at arbejde for en stærk og hastig grøn omstilling i Danmark. Det gælder særligt i forhold til at sikre gode vilkår for den fortsatte udvikling af el-infrastrukturen, siger Mette Rose Skaksen.

Mette Rose Skaksen tiltræder til august. Hun har udover rollen som vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen også haft flere ledelsesroller i DI, blandt andet som branchedirektør. Hun har en Ph.d. i nationaløkonomi.

Med ansættelsen af Mette Rose Skaksen har Green Power Denmark fundet det sidste medlem af Green Power Denmarks ledelse. Ledelsen består udover Mette Rose Skaksen af administrerende direktør Kristian Jensen, viceadministrerende direktør Jan Hylleberg, Kamilla Thingvad – direktør for energiproduktion og -udvikling og handel, Jørgen S. Christensen – direktør for netteknik og intern service samt Thomas Aarestrup Jepsen – direktør for kommunikation og public affairs.

/anga.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172