23948sdkhjf

- Skuffende grøn køreplan fra regeringen

ITD mener ikke, grøn plan viser retningen for omstilling af den tunge transport.

Klimaminister Dan Jørgensen præsenterede i går onsdag regeringens køreplan for, hvordan Danmark skal komme i mål med ambitionen om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030.

Ifølge flere iagttagere samler køreplanen mest af alt de initiativer, som allerede helt eller delvist er søsat på transportområdet. Og det er ifølge ITD langt fra nok til at sikre den grønne omstilling, hvor vognmændene fortsat står tilbage med stor investeringsusikkerhed.

Den nye grønne køreplan fra regeringen viser hverken retning eller kommer med tiltag, der kan understøtte den grønne omstilling af den tunge vejgodstransport. Sådan lyder vurderingen fra ITD, der efterspørger konkrete tiltag, der kan hjælpe vognmændene med at omstille deres dieseldrevne køretøjer til alternative brændstoffer.

- Vi har brug for klare meldinger, så vores medlemmer får større sikkerhed for deres kommende investeringer. I dag famler vognmændene i blinde og ved ikke, om de skal satse på biogas, el eller noget helt tredje. Fælles for de alternative drivmidler er dog, at de er vanvittigt dyre, hvilket gør omstillingen langtrukken og besværlig, siger politisk chefkonsulent i ITD, Lasse Kristoffersen.

ITD er enige med regeringen i, at klimaindsatsen først og fremmest skal foregå i EU, men er skuffet over, at der ikke bliver gjort mere nationalt for at understøtte de grønne investeringer i den tunge vejgodstransport.

- Der tegner sig efterhånden en kedelig tendens til, at erhvervet udelukkende bliver mødt med krav om at omstille sig, uden at der tages højde for, at teknologierne enten ikke er markedsmodne eller forbundet med meget store investeringer. Det gør køreplanen desværre ikke op med, siger Lasse Kristoffersen, som opfordrer politikerne til at finde inspiration hos vores nabolande.

- Situationen er den, at vi sakker længere og længere bagud lande som Sverige, Nederlandene og Tyskland i omstillingskapløbet, fordi vi herhjemme kun tænker i krav til branchen i stedet for også at hjælpe virksomhederne med de grønne investeringer. Det har vi for eksempel set over en lang årrække i energisektoren, siger han. /anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113