Ørsted med ny aftale i Vietnam

Ørsted og T&T Group har for nylig underskrevet en hensigtserklæring om at lancere et strategisk samarbejde om havvind i Vietnam. Dette skete i forbindelse med et officielt besøg i Bruxelles, som blev anført af formanden for Vietnams lovgivende forsamling, Vuong Dinh Hue.
Samarbejdet mellem Ørsted og T&T samler en multi-gigawatt portefølje af udviklingsprojekter inden for havvind. Projekterne ligger ud for kysten ved provinserne Binh Thuan og Ninh Thuan, hvilket er nogle af de bedst egnede områder i Vietnam til udvikling af havvind. Ved fælles hjælp vil parterne modne porteføljen af havvindprojekter og arbejde for at støtte udviklingen af effektive lovgivningsmæssige rammer for havvind som en del af en sprudlende ny industri i Vietnam.
Med mere end 3.200 km kyststrækning og høje vindhastigheder har Vietnam nogle af de bedste betingelser for at udvikle havvind i Asien. Verdensbanken vurderer, at Vietnams potentiale inden for havvind er så stort som op til 500 GW. Ud over dette enorme potentiale betyder den hurtigt stigende efterspørgsel på strøm i Vietnam, at der i de kommende årtier vil være et presserende behov for nye stabile energikilder i stor skala. Kombineret med Vietnams store potentiale i forsyningskæden har disse faktorer overbevist Ørsted og T&T Group om, at havvind vil spille en central rolle i Vietnams fremtidige energimiks.
Do Quang Hien, koncernchef og administrerende direktør for T&T:
- For ti år siden begyndte vi at undersøge og forberede os på udviklingen af vedvarende energi, så vi kunne være klar, når tiden var inde. Det har resulteret i, at T&T har færdiggjort flere store solenergiprojekter og er godt på vej til at færdiggøre fem store landvindprojekter inden udgangen af 2021. Energi er et strategisk fokusområde for T&T Group, og vi ser vi frem til at accelerere vores planer og tilføre værdifuld viden og internationale investeringer til den vietnamesiske havvindindustri i samarbejde med Ørsted, verdens førende virksomhed inden for havvind.
Martin Neubert, kommerciel direktør og viceadministrerende direktør i Ørsted:
- Som verdens førende virksomhed inden for havvind er det Ørsteds mål at nå en havvindkapacitet på 30 GW i 2030. For at understøtte denne ambitiøse udbygning skal vi arbejde tæt sammen med partnere som T&T, der har indgående erfaring med at udvikle store energiprojekter i Vietnam, og som kan bidrage med en dyb forståelse af markedet. Vores mission er at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi, og det kræver en stærk opbakning, så det er en stor fornøjelse, at en industrileder som T&T slutter sig sammen med os for at skabe en mere bæredygtig fremtid i Vietnam. /anga.