Koncerndirektør forlader Ørsted
Declan Flanagan, koncerndirektør for Ørsted Onshore og medlem af Ørsteds koncernledelse, har valgt at fratræde sin stilling i selskabet.
Mads Nipper, administrerende direktør og koncernchef for Ørsted:
- Siden Ørsted købte Lincoln Clean Energy i 2018, har Declan med stor succes ledet Ørsted Onshore, som på de tre år er vokset over al forventning, og som i dag både strategisk og kommercielt er en vigtig del af Ørsted. Jeg har sat virkelig stor pris på mit samarbejde med Declan, og jeg vil gerne takke ham for den betydelige indsats, som han har ydet for vores virksomhed. Jeg ønsker Declan alt det bedste fremover.
Declan Flanagan, koncerndirektør for Ørsted Onshore, siger:
- Efter tre berigende og succesfulde år i Ørsted - og 12 år efter, at jeg grundlagde Lincoln Clean Energy - har jeg besluttet, at tiden er inde til forandring. Jeg er stolt af alt det, vi har opnået, og jeg er overbevist om, at det meget stærke team, vi har fået samlet, også i fremtiden vil gå fra sejr til sejr. Jeg vil gerne takke alle i Ørsted med ønsket om fortsat succes på den fremtidige rejse.
Neil O'Donovan, driftsdirektør i Ørsted Onshore, er udpeget som midlertidig koncerndirektør for Ørsted Onshore og træder ind i stillingen med øjeblikkelig virkning. Declan Flanagan står til rådighed for Ørsted indtil udgangen af september 2021, hvorefter han officielt forlader Ørsted.
Ørsted har 4,7 GW landbaseret vedvarende energi i drift og under opbygning. Ambitionen er at nå en installeret kapacitet på 17,5 GW i 2030 ved at fortsætte væksten i USA og globalisere ved at skalere EU som platform samt undersøge markedet i APAC-regionen. Samtidig vil Ørsted skabe løsninger på tværs af teknologier, herunder hybridprojekter med vind- og solenergi og integreret lagring af el. /anga.