23948sdkhjf

Danske Havne: Flere skibe er fast arbejde

Havnenes brancheorganisation glæder sig over flere handelsskibe ved danske kajer – en udvikling der skaber jobs.

Brancheorganisationen Danske Havne, der repræsenterer de danske erhvervshavne, er glade for nye tal, der viser, at der i juni i år anløb næsten 25 flere fragtskibe i danske havne end året før, da Corona-pandemien var ny.

”Husk på, at øget skibs-aktivitet i danske havne giver mere arbejde, også udenfor havnene”, minder organisationen om.

- Selv om det ikke endnu er officielle tal, så er Danmarks Statistiks nye indeks for skibsanløb i danske havne særdeles opløftende. Næsten 25 flere fragtskibs-anløb giver masser af aktivitet i og udenfor havnene. Dét vælger vi at glæde os over, mens vi venter på den officielle statistik, baseret på havnekontorernes indberetninger, lyder det i en udtalelse fra Danske Havne.

Udtalelsen kommer efter, at Finans.dk har omtalt den gunstige udvikling på danske erhvervshavne i juni på basis af tal fra Danmarks Statistik.

Indekset siger ikke noget om det konkrete antal af skibsanløb, de tal kommer senere i statistik-organisationens officielle udgivelse. Men Danmarks Statistik har netop udgivet et indeks, ”Statistik for havneanløb i Danmark”. Her er begyndelsen af 2018 sat til indeks 100, og i forhold til udgangspunktet er væksten på knap 20 procent og altså næsten 25 procent i juni i år sammenlignet med sidste år.

Danmarks Statistik kalder det på deres hjemmeside selv for en eksperimentel statistik, da det dels er et indeks, dels baseret på data fra AIS-indberetninger fra skibene til Søfartsstyrelsen.

Mere gods ad søvejen

Danske Havne arbejder for, at mere gods skal ad søvejen, så man er naturligt glade for de flere skibe og den deraf følgende højere aktivitet på havnene. Men brancheorganisationen peger også på det arbejde, der følger af den højere fragtskibs-aktivitet både på havnene og udenfor.

- Mange tænker ikke over det i hverdagen, men ca. 70 procent af al dansk im- og eksport går ind og ud af vore havne. Jo mere aktivitet, jo flere arbejdspladser direkte på havnene og indirekte i alle de erhverv, der transporterer, håndterer og sælger varerne videre. Så flere skibe er fast arbejde, lyder det fra den sommerglade brancheorganisation.

Det blå Danmark – rederier, havne og maritime virksomheder - beskæftiger samlet knap 100.000 mennesker direkte og indirekte, ifølge tal fra Søfartsstyrelsen. Bruttoværditilvæksten, BVT, udgør knap 9 procent af den samlede danske produktion, og hver beskæftiget i det blå Danmark bidrager ca. med dobbelt så høj værditilvækst som gennemsnittet for dansk økonomi.  /Smir

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11