23948sdkhjf

- Forlig baner vej for vækst og velfærd

Nye og udvidede motorveje sikrer fremtidens mobilitet, lyder det fra ITD.

Hos brancheorganisationen ITD glæder man sig over infrastrukturforliget, der afsætter 64 mia. kr. til investeringer i vejtrafikken. Det baner vejen for vækst og velfærd, mener ITD, der også glæder sig over, at rastepladserne bliver udvidet, så de også er gearet til længere lastbilvogntog.

- Vi er godt tilfredse med, at partierne er enige om at investere i udvidelsen af kritisk infrastruktur, herunder en styrkelse af det store H og anlæggelsen af nye veje. Den forbedrede mobilitet, som bliver resultatet af investeringerne i infrastrukturen, er med til at sikre vækst, beskæftigelse og velfærd, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.

Af aftalen fremgår det blandt andet, at der skal anlægges en helt ny nord-syd-gående motorvejsstrækning i Jylland, og at det store motorvejs-H bliver styrket med udvidelse syd om Odense. Derudover kan bilister se frem til at kunne køre til Kalundborg ad motorvej, og det er alle projekter, som falder i god jord hos ITD.

- Netop udvidelse af motorvejene E45 og E20 er noget, der har stor betydning for vognmænd, der i dag spilder al for meget tid med at holde i kø på disse strækninger. For vores medlemmer er det vigtigt at kunne komme frem og have forudsigelighed i transporttiderne. Planen har været længe undervejs, og mange trængselsudfordringer er blevet forværret i ventetiden, så nu gælder det om at få sat spaden i jorden så hurtigt som muligt og få sikret fremtidens mobilitet bedst muligt, siger Carina Christensen.

Hun glæder sig samtidig over, at der er blevet lyttet til ITD’s ønske om at få udvidet antallet af parkeringspladser til lastbiler langs statens veje. Med forliget bliver der afsat 50 mio. kr. til udvidelse af seks rastepladser langs statsvejnettet med henblik på at etablere flere parkeringspladser for modulvogntog og andre lastbiler.

- Vi er glade for, at politikerne har været lydhøre og bragt vores helt berettigede ønske om flere og bedre rastepladser ind til forhandlingsbordet. Vi havde dog meget gerne set, at man havde taget problemet mere alvorligt og afsat flere midler, så chauffører ikke tvinges til at vælge mellem at risikere en p-afgift eller en overtrædelse af køre- og hviletidsbestemmelserne. Det drejer sig jo om chaufførernes arbejdsmiljø, så nu gælder det om dels at få mest muligt ud af de allerede afsatte midler og dels at arbejde videre for at få flere penge til endnu flere rastepladser, så problemet kan blive ordentligt løst. Kampen slutter ikke med dette forlig, siger Carina Christensen. /anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.12