TEC får godkendt forsøgsordning
TEC har fået godkendt en forsøgsordning, hvor elever fra chauffør-, lager-, og lufthavnsuddannelserne allerede kan begynde at tage kørekort, mens de er i gang med grundforløb 2. Det kræver blot, at de får en uddannelsesaftale i løbet af grundforløbet. Det gælder også for lærlinge i Ny mesterlære.
TEC vil gerne give sine elever bedre muligheder for at finde en læreplads. Og med en hurtigere opstart på kørekort kan TEC sikre et bedre match mellem lærling og virksomhed. Det skaber forhåbentlig en positiv cirkel, hvor flere vil søge uddannelserne, og hvor flere vil få en uddannelsesaftale, der fastholder dem i uddannelse.
- Det er glædeligt, at vi nu som forsøgsordning kan tilbyde elever opstart på kørekort tidligere i deres uddannelsesforløb. Det giver en sikkerhed for både eleven og virksomheden, som kun kan betyde flere lærepladser, som jeg er helt sikker på, at branchen står klar med, siger Henrik Tofteng, bestyrelsesformand på TEC og direktør i Henrik Tofteng A/S.
Med forsøgsordningen kan op til fire dage af kørekortundervisningen på chauffør-, lager-, og lufthavnsuddannelserne flyttes fra hovedforløbet til grundforløb 2. Den kørekortundervisning, der flyttes til grundforløbet, tilrettelægges som valgfag. Kørekortet færdiggør man på sit hovedforløb. /anga.