23948sdkhjf

Danske Venstre-politikere i Ystad Hamn

Medlemmer af Folketinget og Rigsdagen på besøg i Ystad Havn.

Kristian Pihl Lorentzen (V) og Peter Juel-Jensen (V) besøgte onsdag  Ystad Havn sammen med det skånske rigsdagsmedlem, Anders Hansson (M). Her mødtes de med repræsentanter for Ystad Havn for blandt andet at se den nye havneudvidelse og tale om trafikken mellem Ystad og Bornholm.

Onsdag 23. juni har medlem af Folketinget og Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, samt folketingsmedlem for Venstre valgt på Bornholm og medlem af transportudvalget, Peter Juel-Jensen, sammen med deres svenske kollega, Anders Hansson, besøgt Ystad Havn.

Stenkast mod danske biler

Politikerne blev vist rundt i den nye havn og drøftede flere aktuelle sager, heriblandt episoderne med stenkast mod danske biler på E65, som de ser på med stor alvor og opfordrer alle, der sidder inde med information, til at involvere politiet. Politikerne drøftede desuden, hvordan trafikken mellem Ystad og Bornholm kan sikres og udvikles.

Sikre trafikken til og fra Bornholm

Venstre ønsker, at dansk trafik til og fra Bornholm skal gå via Ystad, men de vil se garantier for, at trafikken ikke forstyrres og påvirkes af grænselukninger igen. Derfor ser de også et behov for en permanent løsning for en transportkorridor for at sikre transit og trafik mellem Sjælland og Ystad.

- For os er det indlysende, at trafikken til og fra Bornholm skal gå via Ystad. Det er den korteste og hurtigste vej. Ystad Havn har desuden foretaget store investeringer for at sikre havnens fremtid, hvilket er meget imponerende. Det er positivt, at spørgsmålet om, hvordan trafikken er blevet påvirket negativt af grænserestriktioner, nu også rejses politisk på den svenske side, siger Kristian Pihl Lorentzen, medlem af Folketinget og transportordfører for Venstre.

Det bliver bakket op af det skånske rigsdagsmedlem, som også er søfartspolitisk ordfører for Moderaterne, Anders Hansson:

- Trafikken mellem Ystad og Bornholm er vigtig for hele regionen. Det er positivt, at danske politikere ønsker at arbejde sammen om vores fælles udfordringer. Den svenske regering bør sammen med den danske regering finde løsninger på, hvordan vi håndterer vores fælles grænser, så grænseregionerne ikke bliver påvirket negativt, udtaler Anders Hansson.

Ystad Havn er en af Sveriges hurtigst voksende havne. Det er den største havn i Sverige med daglig færgetrafik til Polen og Bornholm og den næststørste passagerfærgehavn. Ystad kommune har for nylig investeret over en milliard i at udvide havnen for blandt andet at kunne imødekomme stigningen i trafik til og fra Bornholm.   /Smir

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14