23948sdkhjf

DanPilot hædres for kvalitet og sikkerhed

Lodsvirksomheden anerkendes med nyt ISO-certifikat.

For at optimere driften og sikre skibstrafikken under Covid-19-pandemien har lodsvirksomheden DanPilot gennemført en række ekstraordinære tiltag og styrket virksomheden med fokus på kunder og sikkerhed. Indsatsen er nu blevet belønnet med det internationalt anerkendte ISO-certifikat.

For at sikre optimal sikkerhed og kvalitet i alle arbejdsgange får lodsvirksomheden hvert år gennemført en ISO-certificering foretaget af den globalt anerkendte certificeringsvirksomhed DNV. DanPilot har været kvalitetscertificeret efter ISO 9001 siden 2014, men det er første gang, at virksomheden også har inkluderet to vigtige fokusområder, nemlig ’Konkurrencesituationen inklusive forsyningspligten’ samt ’Håndteringen af COVID-19’ i sin certificering.

- I forbindelse med recertificeringen af DanPilot efter kvalitetsledelsesstandarden ISO 9001 blev det konstateret, at processer, procedurer og vejledninger er godt implementeret i praksis, og der er en struktureret og styret tilgang til servicefrembringelsen. Det var tydeligt, at der er et konstant fokus på forbedringer, læringer og videndeling – også i den daglige opgavevaretagelse, siger Marianne de Montis, der er ledende auditor i DNV.

For DanPilot er certificeringen et bevis på en høj standard og en anerkendelse af hele organisationens indsats i et meget anderledes år.

- Vi er utroligt stolte af resultatet af at være blevet recertificeret. Vores hovedfokus er at levere sikkerhed til søs. Netop derfor er det vigtigt for os, at en så kompetent, ekstern part vurderer kvaliteten af vores arbejde, så vi optimerer virksomheden og fortsat kan tilbyde den absolut bedste sikkerhed og kvalitet til vores kunder, siger administrerende direktør i DanPilot, Erik Merkes Nielsen.

Fokus på forbedring, tilpasning og sikker forsyning

I rapporten fra DNV fremhæves DanPilots proaktive tilgang til konkurrenceudsættelsen, der trådte i kraft den 1. januar 2020. I særdeleshed den målrettede indsats med at forbedre kundeoplevelsen, herunder den vellykkede omorganisering af lodsvirksomheden, en ny lokationsstrategi, transparens i prissætningen samt styrkelsen af dialogen med kunder og konkurrenter. Liberaliseringen af lodsmarkedet har krævet en særlig evne til at være omstillingsparat og skærpe den konkurrencemæssige profil. Resultatet af det omfattende audit giver faglig stolthed i organisationen.

- Vi har haft stort fokus på at kunne håndtere den nye situation samt at optimere virksomheden med sikkerhed og kundefokus i højsædet. Vores medarbejdere har ydet en fantastisk indsats, og det gode samarbejde på tværs af organisationen og med eksterne samarbejdspartnere har givet grobund for nye løsninger til gavn for kunderne. Vi tager lærdommene med videre, når vi fortsætter vores arbejde med at levere den højeste sikkerhed på konkurrencedygtige vilkår, siger Erik Merkes Nielsen.

Også DanPilots håndtering under Covid-19-pandemien bliver fremhævet i auditrapporten. Lodsvirksomheden anerkendes blandt andet for sin omstillingsparathed og handlekraft for at sikre den nødvendige forsyning til og fra de danske havne.

- Som en del af den kritiske infrastruktur har vi et samfundsansvar for at agere effektivt og med sikkerhed som første prioritet for at holde vandvejene åbne – også i en så uforudsigelig situation, afslutter Erik Merkes Nielsen. /anga.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.703