23948sdkhjf

Hotelguru skal løfte gæsteoplevelsen

Aarhus Airport ansætter Peter Møller Laursen som kommerciel chef.

Lufthavnen i Aarhus er i gang med den helt store make-over med en ud- og ombygning til over 100 mio. kr. Den nye transitlounge med syv gates, nordiskinspirerede restaurant- og opholdsområder og en ultramoderne TaxFreeShop er ved at tage form. Kronen på værket er et lufthavnshotel, som står færdigt i 2022. Således vil de fysiske rammer være i topform, og fremtidens service- og gæsteoplevelser skal være i samme høje kaliber. Det skal Peter Møller Laursen, som kommer fra en stilling som country manager Norway hos DigitalGuest, være garant for i en nyoprettet stilling som kommerciel chef.

- Peter Møller Laursen er en sværvægter inden for gæsteoplevelser. Han har en særlig evne til at analysere 360 grader rundt om kunderne og skræddersy en service- og oplevelsesramme, som matcher målgruppen og er i tråd med forretningsmålene. Det kræver en ambitiøs gæstestrategi, hvor barren sættes højt, og det er Peters speciale. Peter er en af Danmarks ypperste hoteleksperter, og han kommer med en dokumenteret erfaring i at udvikle og fastholde et servicekoncept, der kommer både gæster, kolleger og virksomheden til gode, siger Peer H. Kristensen, administrerende direktør i Aarhus Airport.

Peter Møller Laursen, cand.merc. fra Copenhagen Business School, får ansvaret for passagerservice, restaurant, shop, parkering og det nye lufthavnshotel. Det er hjemmebane for den erfarne hotelmand, som har leveret solide resultater blandt andet som deputy CEO for incoming-bureauet Unique North, general manager for Bergens største konferencehotel, Quality Hotel Edward Grieg og i skiftende stillinger gennem 19 år i kæden Radisson Blu Hotels, der har bragt ham til London, Dubai, Bergen, Oslo, Leeds, Ålesund og til Radisson Blu Scandinavia i Aarhus. Hotellet i Aarhus tog rejseprisen som ”Bedste hotel i provinsen” hjem hele syv år i træk under Peters ledelse.

- Der findes ingen magisk formel for den gode gæsteoplevelse. For mig handler det om at motivere teamet til at løfte i samme retning og skabe en fælles ånd samtidig med, at alle tager et personligt ansvar for at optimere gæstens oplevelse. Vi skal være et skridt foran og være stolte af at yde verdens bedste service til vores gæster. Lufthavnen er første eller sidste led i rejsen, og vi skal sikre, at folk drager videre med en lyst til at komme igen. Jeg glæder mig rigtig meget til at møde de dygtige medarbejdere i Aarhus Airport og ikke mindst til at åbne det nye lufthavnshotel i 2022, siger Peter Møller Laursen, der starter i den nyoprettede stilling som kommerciel chef den 1. februar. /anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156