Øget kontrol af parkeringsforhold har medført en sand bøderegn over den danske transportbranche. DI Transport mener, at det politiske fokus er det forkerte sted.
Ifølge DI Transports oplysninger blev der i januar måned givet ca. 1.200 parkeringsbøder på de danske rastepladser.
Den skærpede parkeringskontrol er indført for at håndhæve den nye 25-timers parkeringsgrænse for lastbiler på rastepladserne, der blev indført i juli sidste år.
Men kun 1 ud 10 bøder er udstedt for at holde parkeret i mere end 25 timer. Resten er primært givet for at holde uden for de opmærkede parkeringsbåse eller på p-pladser reserveret til andet formål.
DI Transport påpeger det problematiske i at jagte lastbiler og chauffører, der skal holde pauser og hvil på rastepladser som følge af reglerne om køre- og hviletid.
- Rastepladserne er bl.a. til for, at chaufførerne kan holde deres lovpligtige pauser og hvil. Derfor er det grundlæggende helt forkert at jage dem væk fra rastepladser med parkeringsbøder og ud i villa- og industrikvartere, siger DI Transports branchedirektør Michael Svane.
Derfor opfordrer DI Transport til at politikere og myndigheder skifter fokus.
- Helt som vi frygtede, har fokus på parkeringsbøder skabt dårligere vilkår for chauffører og vognmænd. I stedet burde man fokusere på det væsentlige, nemlig trafiksikkerheden og køre- og hviletidsreglerne, herunder også ulovlige hvil i førerhuset., siger Michael Svane.
DI Transport mener, at de mange parkeringsbøder viser, at der er et akut behov for udvidelse af rastepladserne langs statsvejene.
- Det er tydeligt, at kapaciteten på rastepladserne er ikke fulgt med stigningen i trafikken. Det stiller chaufførerne i en håbløs situation. Derfor bliver man nødt til politisk og økonomisk at prioritere området, siger Michael Svane.