23948sdkhjf

Digitalt signalsystem i Nordjylland

Øger kapaciteten på skinnerne mellem Frederikshavn og Lindholm.

Togene i Nordjylland kører nu med nyt digitalt signalsystem. Det er resultatet af, at Banedanmark netop har sat Danmarks nye digitale signalsystem i drift på strækningen mellem Frederikshavn og Lindholm.

Flere tog på skinnerne

Personalet i Nordjylland er blevet undervist i det højteknologiske udstyr, der er installeret på strækningen, og togene kører altså nu, som det første sted i Danmark, med det nye digitale signalsystem, der vil betyde, at der kan køre flere tog på skinnerne.

Med systemet får føreren i toget signalet direkte ind på en skærm via radiosignaler i stedet for at skulle orientere sig via de fysiske signaler langs jernbanen, lyder det fra Banedanmark.

Transportminister Ole Birk Olesen ser afslutningen af den første strækning på fjernbanen som en milepæl:

- Det er ikke nogen hemmelighed, at Banedanmark er blevet kraftigt forsinket i leverancen af signalsystemet, men det er positivt, at det nye digitale signalsystem nu er i drift på den første danske strækning. Efter indkøringsfasen forventes det at give flere tog til tiden, så det er et eksempel på, at passagererne gradvist kommer til at opleve flere forbedringer af jernbanedriften i takt med, at det nye signalsystem rulles ud, siger Ole Birk Olesen.

Ifølge Banedanmark vil de nordjyske togrejsende opleve nogle mindre gener, da Nordjyske Jernbaner kører med en reduceret køreplan i opstartsfasen. Det skulle dog gerne opvejes af, at systemet på sigt giver nordjyderne flere tog til tiden, når det er fuldt implementeret i Nordjylland, lyder det.

Efter en modningsfase, hvor samspillet mellem system, tog, personale og passagerer skal testes, udrulles systemet i resten af Danmark. Ifølge Banedanmarks plan for udrulningen i hele Danmark, som blev godkendt af forligskredsen i november 2017, skal systemet være i drift i hele landet senest i 2030.

FAKTA:

  • Signalanlæggene i Nordjylland er nogle af de ældste i Danmark – nogle stammer tilbage fra 1912. De er dyre at vedligeholde, svære at skaffe reservedele til og skaber forsinkelser i togtrafikken.
  • Systemet kommer til at betyde, at togene kan køre tættere på hinanden, så eventuelle forsinkelser lettere kan indhentes, og punktligheden forbedres. På nogle strækninger kan hastigheden også forøges.
  • Systemet er testet i cirka 6.000 timer i testlaboratoriet og 540 timer på skinnerne i Nordjylland. Man kan derfor nu gå i drift med passagerer og foretage de sidste tilretninger af systemet, som måtte vise sig nødvendige.
  • Når det nye digitale signalsystem er i drift over hele landet, kan det spare danskerne for op til 720.000 timers forsinkelse om året.
  • I 2019 forventes det, at signalsystemet går i drift på den næste strækning, Roskilde-Køge.
Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111