Dansker får topjob i Deutsche Bahn
Stig Kyster-Hansen, der de seneste fire år har været administrerende direktør for DB Schenker Rail Scandinavia, bliver fra 1. juni Head of European Operations Management (EUROM) i en nyetableret tværeuropæisk organisation i Deutsche Bahns godsdivision, DB Schenker Rail.
Den nye organisation får ansvaret for kvaliteten og den daglige drift af hele DB Schenker Rails godstogsdrift fra start til slut på tværs af landegrænserne i Europa i samarbejde med koncernens nationale selskaber. Så det er et stort ansvar, der kommer til at hvile på den danske topchef.
- Togdrift har traditionelt været et nationalt anliggende, og den grænseoverskridende trafik har været et forhindringsløb mellem operatører, infrastrukturforvaltere og forskellige systemer med risiko for forsinkelser og forstyrrelser undervejs. Men det laver vi nu helt om på i DB Schenker Rail, siger den kommende europæiske driftschef.
Stig Kyster-Hansen refererer til de store fordele, der er ved at have attraktiv og effektiv godstransport på jernbane: at det er muligt at tilbyde et reelt og velfungerende alternativ til de mange lastbiler, der fylder godt op - både på de danske og på de europæiske veje.
Det alternativ er nu til stede. DB Schenker Rails første erfaringer med EUROM har været meget positive, og kunderne har været meget tilfredse med den mærkbart forbedrede kvalitet og effektivitet, efter at EUROM-konceptet de seneste måneder er blevet testet på de første strækninger gennem Europa.
I den kommende tid rulles det nye koncept ud over samtlige DB Schenker Rails jernbanekorridorer - herunder det meste af godstransittrafikken gennem Danmark og altså med en dansker i spidsen for det centrale kunde- og miljøvenlige projekt.
Det er ikke første gang, Stig Kyster-Hansen drager udenlands i medfør af sit arbejde. Han har tidligere stået i spidsen for innovative togkoncepter i både Holland, Tyskland, Sverige og Schweiz. Men den kommende udfordring er den hidtil største.