23948sdkhjf

Søværnet frigiver 12 formodede pirater

Det danske orlogsskib Absalon måtte torsdag i sidste uge sætte 12 formodede pirater i land på den somaliske kyst.

Det danske orlogsskib Absalon måtte torsdag i sidste uge sætte 12 formodede pirater i land på den somaliske kyst.



Det skete efter Udenrigsministeriet måtte opgive at få de 12 retsforfulgt i et af de lande i regionen, som Danmark har indgået aftale med. Seychellerne havde forinden indvilliget i at retsforfølge fire piratmistænkte somaliere, som Absalons besætning pågreb sammen med de 12 nu frigivne somaliere på et kapret piratmoderskib 11. april. Absalon befriede ved samme lejlighed 12 piratmoderskibets oprindelige besætning, der blev holdt som gidsler ombord på moderskibet.

Absalon’s deltagelse i NATO’s antipiratmission Ocean Shield udløb allerede i april, men måtte forlænges fordi man havde tilbageholdte piratmistænkte ombord.

Derfor kunne Absalon sætte kursen hjem mod Danmark umiddelbart efter de 12 piratmistænkte somaliere var frigivet. Det skriver Søvarnets Operative Kommando.

Skarp kritik

Absalon har siden starten af november 2011 opbragt en skiff med syv formodede pirater, der blev afvæbnet inden de fik lov til at sejle videre, samt tre piratmoderskibe. Her har man sammenlagt befriet 42 gidsler og tilbageholdt 58 piratmistænke somaliere. Heraf er 12 overdraget til retsforfølgelse i Kenya og på Seychellerne.

Men det imponerer ikke hos Søfartens Ledere, der betegner frigivelsen af det seneste hold pirater som demoraliserende.

- Når pirater blot sættes i land i Somalia, er det uforståeligt og voldsomt demoraliserende - ikke bare for de dygtige marinesoldater i flådestyrken, men også for alle vores medlemmer, der sejler i området og dagligt lever med truslen om piratangreb, siger direktør i Søfartens Ledere, Fritz Ganzhorn ifølge Maritime Danmark.

- Det er uacceptabelt, at uanset hvilke kriminelle gerninger pirater udsætter danske søfolk for; voldelige overfald og gidseltagninger, så skal hverken ofrene eller deres pårørende regne med, at forbryderne stilles til regnskab for deres gerninger, siger Ganzhorn.

Han kritiserer danske politikere for at svigte forpligtelsen til at retsforfølge piraterne, med henvisning til planerne om bygningen af et piratfængsel i den Somaliske provins Puntland.

- Bliver de fængsler nogensinde færdige? Og hvis det sker, vil der så være et internationalt retssystem, der kan dømme pirater til afsoning i dem, spørger Fritz Ganzhorn.

Folketinget har hidtil kun villet acceptere, at man retsforfølger somaliske pirater, der angriber skibe, der sejler under dansk flag. Politisk er der en frygt for, at det vil være umuligt at udvise somaliere, der er dømt for pirateri ved en dansk domstol efter endt afsoning, fordi det er i strid med internationale konventioner at udvise personer til borgerkrigshærgede lande som Somalia. Dømte pirater vil formentlig også have mulighed for at søge og opnå politisk asyl i Danmark.

I et læserindlæg til maritimedanmark.dk foreslår Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup, at Danmark støtter oprettelsen af en FN-ledet flåde af fængselsskibe i regionen, hvor de pirateridømte somaliere kan afsone deres straf.

Dansk Folkeparti har angiveligt været det parti, der – under den foregående regering - stærkest har modsat sig retsforfølgelsen af somaliske pirater ved danske domstole.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.063