Ny topchef i Scandlines
Bengt Pihl afløses af Scandlines operative chef Søren Poulsgaard Jensen, der indtræder som ny CEO i forbindelse med offentliggørelsen af færgerederiets årsregnskab.
Søndag meddelte Scandlines bestyrelse, at man har udpeget rederiets COO, Søren Poulsgaard Jensen, til CEO. Han afløser Bengt Pihl, der har stået i spidsen for den vigtige omstruktureringsproces, men som nu angiveligt har besluttet at forlade rederiet. Igennem en overgangsperiode på to måneder vil han understøtte ledelsen som ekstern konsulent.
- Vi takker Bengt Pihl for hans bidrag i en udfordrende periode. Samtidig er vi glade for at kunne sikre kontinuitet ved roret for Scandlines med Søren Poulsgaard Jensen som ny CEO, udtaler Håkan Samuelsson, bestyrelsesformand for Scandlines.
Søren Poulsgaard Jensen har været COO for Scandlines siden november 2009, overtager stillingen som CEO per dags dato.
- I løbet af de seneste 2,5 år har Søren Poulsgaard Jensen spillet en afgørende rolle i omstruktureringen af organisationen samt sikret en stabil drift og en lovende fremtid for Scandlines, tilføjer Håkan Samuelsson.
Inden danske Søren Poulsgaard Jensen sluttede sig til Scandlines arbejdede han for A.P Møller-Mærsk i en række ledende stillinger rundt om i verden. Han er gift og har to børn. Foruden at afslutte den sidste fase af omstruktureringsprocessen har Søren Poulsgaard Jensen fokus på at gøre indsættelsen af de to nye færger på Gedser-Rostock til en succes.
Øgede omkostninger presser bundlinjeScandlines' bestyrelse har samtidig godkendt rederiets årsberetningen for 2011. Årsomsætningen i Scandlines steg med 7,8 procent i 2011 i forhold til året før og sluttede således på 611 millioner euro. Driftsresultatet (recurring EBITDA) steg til 182 millioner euro, en forbedring på 3 procent i forhold til 2010.
Men ekstraordinære omkostninger og øgede udgifter til brændstof havde en negativ effekt på nettoresultatet, der faldt fra 22 millioner euro i 2010 til 10 millioner euro i 2011. I betragtning af de eksterne omstændigheder og et udfordrende marked betragter bestyrelsen det økonomiske resultat som tilfredsstillende.