Digital post koster for Post Danmark
I 2015 bliver der slået et ordentligt hul i Post Danmarks omsætning, når danskerne er tvunget til at modtage digital post fra det offentlige, skriver Computerworld.
Det er næppe den store hemmelighed, at e-mailen har været lidt af en showstopper for Post Danmarks kerneforretning i de seneste mange år.
Mængden af papirbreve er i en godt 10-årig periode halveret fra 1,5 milliarder breve i 1999 til 779 millioner breve i 2011 i takt med, at vi sender flere mails, chatter og sms'er på et stadigt stigende antal digitale platforme.
Med et nyt lovforslag om at tvinge alle danskere over 15 år til at oprette en digital postkasse i 2014, mens virksomhederne skal have postkassen på plads i 2013, ser det ud til, at der sker et yderligere dyk i Post Danmarks omsætning.
- Danmark er det land i verden, der er længst fremme med digitaliseringen, og vi står til at tabe nogle hundrede millioner kroner om året, når det hele er indfaset, siger Post Danmarks kommunikationschef Lars Kaspersen om det offentliges fremtidige brug af digital post, uden han dog vil sætte præcise beløb på omsætningsnedgangen.
Han forklarer, at den finansielle sektor i lighed med sine selvbetjeningsløsninger i blandt andet netbanken har vist vejen med den digitale kommunikation til kunderne.
Nu er turen så kommet til de offentlige myndigheder, der på baggrund af en rapport fra Rambøll Management fra 2010 forventes at kunne spare op mod 1,1 milliard kroner i porto, tonere og smidigere arbejdsgange med fjernprintløsninger ved fuld indfasning i 2016.