SAS justerer design
Frem mod 2014 vil alle SAS-fly få ny kabineindretning, hvor de klassiske mørkeblå sæder afløses af lysegrå sæder og en mere moderne indretning af kabinen.
Det første Boeing 737-fly vil få ny kabineindretning i slutningen af 2012, og i 2014 skulle hele flyflåden gerne være blevet peppet op indvendigt med lysere farver og nye sæder, erfarer den norske avis Aftenposten.
Desuden overvejer selskabet at genindføre madservering på mellemdistanceflyvningerne mellem Skandinavien og Europa.
Hos SAS vil man ikke bekræfte de overvejelser, men siger blot, at man er i gang med at evaluere sin service ombord.
SAS-topchef Rikard Gustafsson har tidligere sagt til det danske rejsesite check-in.dk, at selskabet løbende ser på indretningen af sin business class-kabine ombord på flåden af langdistancefly.
Men Gustafsson har understreget, at SAS ikke har konkrete planer om eksempelvis at opgradere sæderne fra lie-flat sæder til lie-flat beds, sådan som mange af konkurrenterne har gjort
Fredag modtog SAS det første af i alt otte spritnye Boeing 737-800 fly, og det skandinaviske luftfartsselskab har ifølge check-in.dk bestilt 30 styk af den opgraderede Airbus A320neo, som forventes at blive leveret fra 2016.