Skødesløshed med kalibrering af fartskriver kostede dyrt
Stor bøde til svensk Göteborg-vognmand, der havde glemt at få kalibreret kilometertæller til tiden.
- Jeg fik et totalt chok, da jeg forstod at jeg skulle punge ud med 80.000 svenske kr. Det går bare ikke. Marginalerne er allerede minimale, så hvis ikke det bliver ændret ender det med en konkurs.
Sådan siger en vognmand i Göteborg til Svensk Åkeritidning. Han er en ud af ca. 250 svenske vognmænd, som har fået kontrolleret sine fartskriverdata ved Transportstyrelsens virksomhedskontrol.
Årsagen til den høje bøde er at han glemte at få kalibreret kilometertælleren på en af sine otte lastvogne. Det var gået 20 dage over tiden inden fejlen blev fundet.
- Jeg medgiver at det var forkert, siger vognmanden, der af frygt for yderligere sanktioner gerne vil forblive anonym. Men det var definitivt ikke bevist svindel. Sådan noget går nemlig ikke i digitalalderen. Tidligere havde jeg grønt kort, som vi kalder det, på lastvognene. Dengang meddelte Scania, når det var tid for kalibrering af fartskriver. Siden er jeg af økonomiske årsager hørt op med den ordning, så derfor er det mig selv der skal holde styr på tidspunkterne for kalibrering, og det kan jo, som det ses, gå galt ind i mellem.
Han troede dog ikke sine egne øjne, da afgørelsen fra Transportstyrelsen dumpede ned i brevsprækken.
-80.000 sek. for at køre 20 dage over tiden - det er jo helt meningsløst. Jeg savner helt ord for det. Jeg havde ingen anelse om det var så dyrt. Tidligere kunne man blive stoppet af Polisen, som sagde at man skulle standse kørslen med køretøjet til tingene var i orden. Og derefter var det i orden. Jeg købte for nylig en lastvogn, som ikke havde fået kalibreret fartskriveren siden 2008. Formodentlig vidste hverken føreren eller ejeren om hvilke bødesummer det kan udløse.
Ifølge bødeforlægget skal Göteborg-vognmanden også betale en bøde fordi kortet nogle gange har været taget ud af fartskriveren.
- Men på det punkt klarer jeg frisag, eftersom vi de omtalte gange har været ude at salte. Under disse opgaver behøver vi ikke at have førerkort i fartskriveren.
Vognmanden er fast besluttet på at anke Transportstyrelsens bødekrav.
- Jeg har ikke noget valg. Lastvognene er så dyre at jeg knapt har nogen marginaler. Bliver jeg tvunget til at betale de 80.000 sek., risikerer jeg at gå rabundus.