DTL: Vækstplanen kommer ikke for tidligt
Regeringens vækstplan hilses mere end velkommen af DTLs adm. direktør Erik Østergaard.
- Vi har i meget lang tid haft store problemer med at få bygge- og anlægsarbejder til at komme i omdrejninger, blandt andet fordi regeringen har været alt for lang tid om at gøre noget ved de udtalte behov, som vores infrastruktur har til både nyanlæg og reparationer – og for den sags skyld også kommunale byggerier. Der har været talt og talt, og planer og budgetter har været lagt, men finanskrisen har forstærket behovet for et boost i de offentlige investeringer, og det hilser vi meget velkomment.
I planen nævnes det, at det er centralt for regeringen, at de fremrykkede investeringsprojekter rent faktisk kan realiseres inden for den angivne tidshorisont. Derfor har regeringen valgt at identificere konkrete offentlige investeringer, der reelt kan fremrykkes og virke allerede i 2011 og 2012. Der er tale om kommunale investeringer i daginstitutioner, skoler mv. (kvalitetsfondsområderne) og om konkrete vej- og jernbaneprojekter.
Ingen roser uden torne, og DTL-chefen fremhæver atter engang problematikken med prisloftet på seks ugers selvvalgt uddannelse, som Folketinget vedtog den 17. december 2010, og som har betydet, at nyledige fra 1. januar 2011 ikke længere har kunnet tage et stort kørekort, hvis de kunne tænke sig at omskole sig til lastbilchauffør.
- Transporterhvervet kommer til at mangle arbejdskraft, og vi havde ønsket, at man i vækstplanens store ambitioner med at gøre noget ved de langtidsledige og ungdomsuddannelserne også havde tænkt på dette område. Det er virkelig et alvorligt problem for hele uddannelsesområdet i transporterhvervet, at der blev indført dette prisloft,” siger Erik Østergaard.