23948sdkhjf

Nytårsudtalelse fra Danmarks Rederiforening

Danmarks Rederiforenings formand, CEO Lars Vang Christensen fra Herning Shipping A/S, har udsendt sin nytårsudtalelse for 2010/2011.

Danmarks Rederiforenings formand, CEO Lars Vang Christensen fra Herning Shipping A/S, har udsendt sin nytårsudtalelse for 2010/2011.



Dansk skibsfart forventer at kunne vise ny fremgang i 2011. Selvom der fortsat er enkelte fragtmarkeder, som stadig ikke har rettet sig efter finanskrisen, er rederiernes samlede valutaindsejling fortsat stigende og vil efter alt at dømme komme helt op på 170 - 180 mia. DKK for 2010. Dermed er kursen sat for et resultat i 2011, som kan måle sig med situationen før finanskrisen og dermed sikre skibsfartens position som landets største eksporterhverv, skriver Danmarks Rederiforening.

- Udviklingen i 2010 viser, at dansk skibsfart er på vej ud af krisen. Valutaindsejlingen, beskæftigelsen og handelsflåden øges, og der er ingen tvivl om at dansk skibsfart, trods et vanskeligt marked og forøget konkurrence, udbygger positionen som en af verdens ledende søfartsnationer, siger formanden, adm. direktør Lars Vang Christensen.

Flådevækst

Danske rederiers flåde under dansk flag er i løbet af 2010 steget med 8 pct. og når en rekordstørrelse på næsten 15 millioner tons dødvægt, som er et udtryk for skibenes samlede lasteevne. Det danske kvalitetsregister er konkurrencedygtigt i mange sammenhænge, og rederierne driver stadig flere skibe under Dannebrog, ligesom udenlandske interesser har investeret i dansk skibsfart i det forløbne år. Samlet løfter dansk skibsfart fortsat omkring 10 procent. af verdenshandelen.

Klimafokus

Klimadrøftelserne har også optaget rederierne i 2010, og selvom klimatopmødet i Mexico ikke betød reelle gennembrud, arbejder Rederiforeningen ufortrødent videre for at nå resultater i FN’s internationale søfartsorganisation IMO. Det er svært, men danske rederier arbejder ikke desto mindre i dagligdagen fortsat for, at der kan nås en 20 procents reduktion i CO2 udslippet pr. transporteret ton i 2020.

Lars Vang Christensen siger:

- Dansk skibsfart tager i henseende til den internationale klimadiskussion ikke ”foden af speederen”, og vi håber, at der meget snart kan skabes bred opbakning om en international løsning. En anden kæmpe udfordring vedrører reduktion af svovludledningen i Nordsøen og Østersøen, hvor Rederiforeningen i et partnerskab med Miljøstyrelsen søger at få aktiveret alle interessenter for at sikre en bæredygtig 90 procents reduktion af den nuværende svovludledning.

Piratplagen

Søfarten har også andre udfordringer, og særlig den stadig stigende pirataktivitet ud for Somalia er et problem, hvor det internationale samfund nødvendigvis må gøre yderligere en indsats for at undgå, at disse kriminelle aktiviteter medfører ustabilitet i hele det Indiske Ocean og for alle de østafrikanske lande. Rederierhvervet har længe peget på, at der eksempelvis i FN regi må opbygges en lokal kystvagt, som kan beskytte skibene, når de betjener Afrikas udenrigshandel.

- Vi er meget tilfredse med, at Folketinget i efteråret sikrede, at der igen i 2011 kan være dansk flådetilstedeværelse i regionen. Det er helt afgørende også som signalværdi til vore allierede, fordi Danmark er en stor søfartsnation, udtaler Lars Vang Christensen.

Usikkerhed

Afslutningsvis udtaler Lars Vang Christensen:

- Udviklingen i dansk og europæisk økonomi ser desværre mindre positiv ud, end den har gjort i mange år. Jeg erkender fuldt ud vanskelighederne ved at foretage de indgreb, der skal til for at sikre forbedret konkurrencedygtighed og dermed velfærdsfremgang, men jeg håber, at alle i stigende grad får øjnene op for, hvor truet Europa er og dermed ser vigtigheden af at der banes vej for de nødvendige tilpasninger. Skibsfartens – og olieindustriens – økonomiske bidrag medvirker til, at der fortsat er råderum i dansk økonomi, men viser også, at fornuftige og stabile rammevilkår over en årrække sikrer, at konkurrenceudsat aktivitet kan udøves fra Danmark. Vi har i Rederiforeningen opstillet en ny 2-årig strategi for, hvad vi tror der skal til for at sikre vækst i vort erhverv, og mener at den er realistisk ved en fortsat målrettet og konstruktiv dialog med politikere og embedsmænd – og uden at det behøver at koste statskassen noget, slutter Lars Vang Christensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094