Flere godstog på skinnerne
DTL kommenterer transportminister Lars Barfoeds nye strategi for mere gods på banen.
- Det er en god strategi, der er kommet fra ministeren, og vi hæfter os ved, at man nu tager fat på at give en bedre prioritering af gods på skinner. Det er faktisk første gang, det sker, for før har vi set hensigtserklæringer med samme indhold – men uden resultat. Vi vil dog blot understrege, at der ikke skal mere gods på bane ved yderligere at afgiftsbelægge vejtransporten, som i forvejen er meget belastet af rammevilkårene i Danmark. Der er brug for begge transportformer og et optimalt samspil mellem formerne, siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard.
Omdrejningspunktet for strategien er behovet for at skabe mere kapacitet til godstog på det danske banenet. Mere kapacitet er en afgørende forudsætning for at få vækst i godstrafikken på jernbanen. Samtidig skal den eksisterende kapacitet udnyttes bedre, og det skal være nemmere at køre godstog på tværs af landegrænserne uden tidskrævende og fordyrende stop.
Lars Barfoed forventer frem mod 2030 en tredobling af godstransporten på banen.
Terminal-løsningDTL glæder sig desuden over en anden mærkesag, nemlig at ejerskabet af kombiterminalerne overføres fra DSB, der i dag kun beskæftiger sig med persontransport, til Banedanmark - og at der samtidig investeres i en opgradering af to terminaler.
- Vi kipper med flaget for denne klare udmelding, da ejerskabet i lang tid har bremset en fornuftig udvikling af godstransporten på skinner i Danmark. I fremtiden vil og bør der være lige adgang for alle operatører til at benytte terminalerne på et konkurrencepræget marked. Transporterhvervet selv er sin egen største transportkøber, og skal vognmændene for eksempel finde det rentabelt at bruge banerne i transportkæden, er øget konkurrence uundgåelig, siger Erik Østergaard.