Mere gang i salget af alkolåse
Det er ca. fire år siden MekaSign leverede de første alkolåse til busselskabet Arriva.
I første omgang har virksomheden mest leveret til busbranchen samt bl.a. til transportkoncernen Frode Laursen.
- I starten gik det ikke så hurtigt med at sælge alkolåse, men de senere år er der sket en holdningsændring, fortæller direktør Preben Dahl fra MekaSign i Lindved.
Han ser med spænding på den lovmæssige udvikling, idet der er stor sandsynlighed for, at der bliver vedtaget en lov om, at spiritusbilister ved generhvervelse af kørekortet skal have installeret en alkolås i deres køretøj.
- Man skælder jo ikke længere ud på folk, der kører med alkohol i blodet, men prøver i stedet at hjælpe dem til at lade være, og alko-låsen er en rigtig god måde at forebygge spritkørsel på, siger Preben Dahl.
Lige nu arbejder MekaSign med flere kundeemner, bl.a. Carlsberg, der afprøver alkolåsen og overvejer at monteret alkolåse i mange køretøjer.
MekaSign, der siden 1993 har solgt og produceret udstyr til busser, hovedsageligt elektroniske skilte, forhandler alkolåsen Alcolock V3, der i Sverige er et meget kendt produkt.