Flyttemanden: Direktør dømt til personligt at betale erstatning til flyttefirmas kunde.

Af adv. Henrik Kleis, Advokatfirma

Delacour Dania, Århus

Krisetider er som bekendt ulvetider, og når personer og virksomheder taber penge på andre virksomheder, er det ikke ualmindeligt, at regningen for tabet på virksomhederne, forsøges videresendt til en eller flere af de personer, der har stået bag et falleret firma, med påstand om at disse personer bør være personligt og solidarisk ansvarlige. De personer der står for skud er som regel at finde i direktionen, bestyrelsen eller ejerkredsen.

En af de regler, der ved aktieselskaber har betydning for vurderingen af et personligt ansvar, er i dette tilfælde aktieselskabslovens § 140:

”Stiftere, bestyrelsesmedlemmer og direktører, som under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet selskabet skade, er pligtige at erstatte denne. Det samme gælder, når skaden er tilføjet aktionærer, selskabets kreditorer eller tredjemand ved overtrædelse af denne lov eller vedtægterne.”

Reglerne i aktieselskabsloven og for anpartsselskaber naturligvis anpartsselskabsloven suppleres af såkaldte almindelige retsgrundsætninger, som er lidt mere løse og ulovfæstede retsbetragtninger om ansvar.

Jeg har ved en tidligere lejlighed omtalt en af de ikke så få sager, hvor et og samme flyttefirma har fået domstolenes ord for, at firmaets forretningsmetoder og prissætning slet og ret bare ikke er i orden.

Vestre Landsret har nu afsagt endnu en dom i rækken og det interessante ved denne dom er ikke så meget det forhold, at retten endnu engang underkendte firmaets regning, men snarere det forhold, at landsretten fulgte kundens påstand om, at ”flyttemanden”, der ejede det aktieselskab, der drev flytte-forretningen og som samtidig var direktør i selskabet, var personlig ansvarlig for det tab, som kunden led.

Flyttefirmaet, der som nævnt var et aktieselskab, havde afgivet tilbud på 29.678,75 kr. for flytning af bohave. Efter afhentning af bohavet fremsendte flyttefirmaet en regning på i alt 44.325 kr. til et nordjysk handelsfirma, som i vinteren 2007 skulle have udstationeret et par medarbejdere i Litauen, og som i den forbindelse skulle betale for medarbejdernes flytning.

Kunden nægtede at betale dette beløb, idet man meget fornuftigt henholdt sig til tilbuddet og ophævede nogle dage senere aftalen med henvisning til, at flyttefirmaet havde misligholdt den ved at opkræve mere end aftalt. Flyttefirmaet nægtede herefter at udlevere bohavet, men kunden blev efterfølgende af fogedretten indsat i besiddelse af bohavet. Kunden antog herefter et andet flyttefirma, der forestod transporten af bohavet.

Flyttefirmaet påstod kunden tilpligtet at betale 75.475 kr. for flytningen, mistet indtjening mv. Kunden påstod frifindelse og nedlagde samtidig påstand om betaling af 81.615 kr. og om, at flyttefirmaet og direktøren og eneejeren af aktierne, solidarisk skulle tilpligtes at betale beløbet.

Landsretten anførte, at kunden havde været berettiget til at ophæve aftalen, at flyttefirmaet derfor havde været uberettiget til at udøve tilbageholdsret, og at kunden derfor var berettiget til erstatning. Erstatningen blev opgjort til 62.115 kr.

S var efter det oplyste direktør og eneejer af aktierne i flyttefirmaet, og det var S, der i sagen havde disponeret på selskabets vegne, herunder afgivet tilbuddet, bestemt, hvad fakturaen skulle indeholde, udført flytningen og truffet bestemmelse om at udøve tilbageholdsret i flyttegodset.

Det fremgik af flere af de tidligere domme, der blev fremlagt under sagen, samt oplysninger fra en voldgiftskendelse, at flyttefirmaet i adskillige tilfælde havde anvendt tilsvarende forretningsmetoder som i den konkrete sag til skade for medkontrahenterne.

Kunden gjorde vedrørende det personlige ansvar under sagen gældende, at direktøren i sin egenskab af netop direktør for flyttefirmaet på grov og hensynsløs vis og i åbenbar strid med den indgåede aftale havde foranlediget:

• at det sagsøgtes medarbejdere tilhørende indbo blev tilbageholdt som pressionsmiddel til betaling af den sendte faktura på kr. 44.325,00,

• at direktøren derved på grov vis havde overtrådt sine forpligtelser som direktør, og

• at direktøren derved som direktør var solidarisk erstatningsansvarlig med sagsøger i hovedsagen flyttefirmaet for sagsøgerens tab, jf. herved aktieselskabslovens § 140 og dansk rets almindelige regler om erstatning.

Til støtte herfor blev det endvidere henvist til det forhold,

at direktøren i en række tidligere tilfælde var blevet dømt i sager tilsvarende den foreliggende i regi af andre, nu konkursramte selskaber. Direktøren havde været enedisponerende over flyttefirmaet.

Et yderligere synspunkt, der blev fremført af kunden i retten, var at både flyttefirmaet og direktøren havde undladt at svare på en række ”provokationer”, der er en processuel måde at fremskaffe oplysninger på fra modparten i sagen.

Byretten, der behandlede sagen i første instans, dømte flyttefirmaet til at betale godt 54.000 kr. til kunden, men frifandt derimod direktøren for det personlige ansvar, idet retten ikke fandt, at der var ”tilstrækkelig grundlag” for at lade direktøren hæfte personligt for det beløb, som kunden opnåede dom over hos flyttefirmaet.

Det var herefter flyttefirmaet, som indbragte sagen for landsretten, og at dette ikke var nogen særlig klog beslutning, kan flyttemanden nu opleve i bakspejlet, idet landsretten dels forhøjede erstatnings-beløbet til 62.115 kr. og dels pålagde ham personligt ansvar.

Landsretten henviste bl.a. til, at i det kontraktforhold, der var gældende mellem parterne, var det direktøren, der havde disponeret på selskabets vegne, herunder afgivet tilbuddet, bestemt hvad fakturaen skulle indeholde, udført flytningen, og truffet bestemmelse om at udøve tilbageholdsret i flyttegodset.

Det fremgik af de fremlagte domme fra Østre Landsret og Retten i Glostrup og af oplysningerne om voldgiftskendelsen, at direktøren i adskillige tilfælde havde anvendt tilsvarende forretningsmetoder, som i denne sag var til skade for medkontrahenterne.

Landsretten fandt det på denne baggrund bevist, at direktøren bevidst havde tilrettelagt et forløb, hvorunder han havde opnået aftalen med kunden ved at afgive et meget lavt tilbud for derefter at undlade at opfylde aftalen efter dens indhold.

Direktørens handlemåde under flytningens afvikling indebar, at der blev lagt et voldsomt pres på kunden til betaling af et uberettiget fakturakrav, og at selskabet blev påført det opgjorte tab. Under disse omstændigheder havde direktøren ved uforsvarligt forhold bevidst handlet til skade for kunden.

Som følge heraf fandt landsretten, at direktøren personlig var ansvarlig for selskabets tab. Påstanden over for direktøren blev derfor taget til følge, således at flyttefirmaet og direktøren hæftede solidarisk for erstatningskravet.

Med andre ord dømtes flyttemanden bl.a. og ikke mindst i lyset af fortidens synder.