23948sdkhjf

H. Essers klar til nye kunder

Belgisk: H. Essers Danmark nu klar til at øge aktiviteterne efter en hektisk indkøringsperiode i Taastrup.

Belgisk: H. Essers Danmark nu klar til at øge aktiviteterne efter en hektisk indkøringsperiode i Taastrup.



Af Lars Lassen

Der var ikke tid til et langt tilløb, da belgiske Groep H. Essers i maj 2009 blev bedt om et tilbud på at overtage amerikanske EcoLabs skandinaviske lagerlogistik. Det blev af flere grunde indledningen til et hektisk hækkeløb med tiden. Det er først nu det nyoprettede danske datterselskab, H. Essers Danmark ApS, har tid og luft til at koncentrere sig 100 procent om at tiltrække nye kunder.

EcoLab, der producerer og forhandler rengøringsmidler i praktisk taget alle afskygninger til industri- og erhvervskunder, havde besluttet at outsource driften af koncernens skandinaviske

lagerlogistik. Den var hidtil blevet drevet for EcoLabs eget kontor og lager i Valby.

- EcoLab var faktisk langt henne i processen, da man spørger Groep H. Essers om det er noget for os. Vi har arbejdet for Ecolab i Belgien siden starten af 90’erne. De kendte vores måde at gøre tingene på og så var vores Warehouse Management System allerede integreret med deres eget IT-system via EDI-udveksling. Derefter gik det rigtigt stærkt, fortæller Steven Swennen, 24, der har været projektleder for Groep H.Essers indtog i Danmark.

- Ecolab nævnte, at de var i gang med at outsource lageret i Danmark for os 1. maj 2008. Allerede den 21. maj underskriver vi kontrakten med Ecolab. I den indledende research får jeg kontakt til Casper Keyghaldi-Østergaard fra Copenhagen Capacity, der hjælper os med at finde et egnet lager. 1. juni bliver H. Essers Danmark ApS stiftet og allerede 23. juni kan vi skrive under på lejekontrakten for lageret her, fortæller Steven Swennen.

Høj effektivitet

Farligt gods udgør en væsentlig andel af Groep H. Essers omsætning og virksomheden har opbygget en omfattende ekspertise på området. Samtidig er Essers WMS naturligvis tilpasset til arbejde med netop denne type gods.

Det gælder i sagens natur også for den måde Essers organiserer lagerlogistikken. Dels af hensyn til de sikkerhedskrav, der er for opbevaring af farligt gods, men også for at sikre en effektiv håndtering og oplagring, hvor syre og baser eksempelvis altid er adskilt af en sektion med neutrale kemikalier.

- Vi har arbejdet meget målrettet på at effektivisere lageroperationen siden vi overtog opgaven fra Ecolabs lager i Valby. Det er meget svært at sammenligne direkte, fordi de håndterede deres lagerstyring på konventionel vis uden elektronisk lagerstyring. I Essers Danmarks nye lager, bliver både varerne og enhver bevægelse registreret elektronisk ved hjælp af scannere og stregkoder. Hele vores operation fungerer papirløst, hvilket øger effektiviteten yderligere, fortæller Steven Swennen.

I forbindelse med flytningen og opstarten var H. Essers oppe på mere en 40 ansatte på lageret i Taastrup. Ved årsskiftet 2008/2009 var det tal nede på omkring 30 og i dag er arbejdsstyrken fordelt på 15 ansatte på lageret og en lille håndfuld i administrationen.

Lageret modtager typisk seks lastvogne dagligt og sender et tilsvarende antal ud. Der er daglig distribution til Danmark og Sverige, næsten daglig distribution til Norge, mens der kun sendes en lastbil af sted om ugen til Finland.

Systemet styrer

Der arbejdes i to-holdsskift – et morgenhold der modtager varer og foretager plukning og pakning af varer. Et aftenhold, der møder kl. 15, koncentrerer sig om flytning af hele paller, opfyldning af palle pladser i plukningsområdet, samt allokering af varer mellem hylderne.

- Vi ikke bare opnået en langt mere effektiv drift af vores egen operation i det år vi har været i gang, vi har også opnået en effektivitet, der er bedre end Ecolabs egen i Valby. Implementeringen af Essers eget Warehouse Management System har været forholdsvis let, men det har krævet del tilpasning for medarbejderne, siger Steven Swennen, der forklarer ivrigt.

- Medarbejderne er nødt til at arbejde på systemets præmisser, hvis det skal fungere optimalt. Det kan de kun, hvis de forstår, hvordan systemet er opbygget. Det er nødvendigt, hvis de skal forstå de konsekvenser, deres arbejde har i den anden ende af systemet. Det tager tid, siger Steven Swennen.

Ledig lagerplads

Da indkøringsfasen nu er omtrent overstået, er H. Essers Danmark klar til at fortsætte indtoget på det danske marked.

- Det har været en stejl indlæringsperiode for vores medarbejdere, men de har nu opnået den nødvendige indsigt og rutine. Samtidig er hele vores lageropsætning og -drift optimeret. Derfor er hele vores medarbejderstab nu klar til at udvide aktiviteterne med nye kunder. Ecolab lægger kun beslag på godt halvdelen af vores lagerkapacitet, så der er ledig lagerplads til nye kunder, der ønsker at anvende vores ekspertise, siger Steven Swennen.

Han vurderer, at det især er kunder, hvor farligt gods udgør en stor andel af virksomhedens vareomsætning, der har interesse i at benytte H. Essers Danmarks nye lager i Taastrup.

- Lageret er indrettet og optimeret til farligt gods og vi har en meget stærk ekspertise på det her område. Ikke bare på lagersiden. Groep H. Essers er som 3PL-udbyder klar til at håndtere logistikken i hele transportkæden fra fabrik til lager og videre ud til vores kunders kunde, slutter Steven Swennen.

ll@transporttidende.com
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062