Udspil: Mere gods på banen
Transportministeren forventer en tredobling af banegodset i Danmark.
Det fremgår af transportministeriets udspil ’Mere gods på banen’, som ministeriet har udsendt i dag, hvor der tages udgangspunkt i de investeringer, der gennemføres på jernbaneområdet i de kommende år – herunder den nye jernbanelinje fra København over Køge til Ringsted og den faste forbindelse over Femern Bælt.
Omdrejningspunktet for den strategi, som udspillet ligger op til, er behovet for at skabe mere kapacitet til godstog på det danske jernbanenet. Øget kapacitet er en helt afgørende forudsætning, hvis de politiske ambitioner om mere gods på bane – til fordel for miljø, klima og trængsel på vejene – skal blive til virkelighed.
Mere kapacitet skal hentes ved at udnytte den eksisterende infrastruktur bedre og udbygningen af ny infrastruktur. Endelig skal det være nemmere at køre godstog på tværs af landegrænserne uden tidskrævende og fordyrende stop.
- Med de initiativer der beskrives i godsstrategien, er det min forventning, at der frem mod 2030 kan ske en tredobling af godstransporten på banen, siger transportminister Lars Barfoed.
Udspillet skal danne grundlaget for anvendelsen af de 200 mio. kroner, der blev afsat til fremme af gods på jernbane, i aftalen om ’En grøn transportpolitik’ i januar i år, hvor parterne blev enige om at foretage en screeningsanalyse af omkostninger og det forventede potentiale af en række jernbaneprojekter.
Transit i fokusDer fokuseres i strategien på, hvordan vilkårene for banegodstransporter i transit gennem Danmark samt den internationale godstrafik til og fra danske virksomheder kan forbedres gennem regelharmonisering, udbygning af internationale jernbanegodskorridorer og lettere passage af landegrænserne.
- Det er vigtigt at forbedre forholdene for transittrafikken og den internationale godstrafik på jernbanen. Vi kommer ikke uden om, at Danmark i stigende grad er ved at blive et transitland for transport mellem kontinentet og Skandinavien. Der er brug for alle transportformer i fremtidens transportsystem. Men togene skal løfte en større del, hvis vi skal forhindre at Køge Bugt-motorvejen, Helsingør-motorvejen og andre af vores store hovedfærdselsårer sander til med udenlandske transitlastbiler. Det er samtidig vigtigt at gøre hele vores transportsystem grønnere og mere miljøvenligt. Transport af gods på bane er et vigtigt indsatsområde i den samlede plan for at udvikle vores transportsystem med fokus på både mobilitet og miljø, siger transportminister Lars Barfoed.
KombiterminalerUdspillet erkender også, at der er behov for en opgradering af godsbanens opkobling til andre transportformer i form af kombiterminaler og havne.
Derfor lægges der i godsstrategien op til, at det skal overvejes, at investere i en udbygning af de to største danske kombiterminaler ved Høje Taastrup og Taulov. Samtidig skal mulighederne for bedre konkurrence i forhold til kombiterminalerne styrkes på længere sigt.
På dagsordenen- Transportministeren har med udspillet sat godstransport på jernbane på dagsordenen. Det er vi overordentlig positive overfor, siger direktør for DI Transport, Michael Svane.
- Rammebetingelserne for godstransport på jernbane trænger til et løft. Transportministerens udspil rummer mange gode initiativer om investeringer i baneinfrastruktur, mere transittrafik og internationale transporter, siger Michael Svane.
Han giver udtryk for, at jernbanens samspil med den øvrige transportinfrastruktur spiller stor rolle for godstransporten. Mere gods på bane kræver bedre godskorridorer på jernbanen og en bedre sammenhæng mellem havne, kombiterminaler og vejnettet.
- Det er et centralt punkt for de kommende finanslovsforhandlinger om mere gods på banen, siger Michael Svane. Mere gods på bane er eksponent for en mere bæredygtig godstransport. Elektrificering af hele jernbanenettet og et nyt signalsystem vil gavne klimaet og sikre en bedre sammenhæng for transittrafikken med resten af EU.