DFDS fyrer på hjemmebane
DFDS A/S afskediger 17 ansatte i hovedkvarteret DFDS House.
Rederiet nedlægger i alt 27 stillinger i hovedkvarteret, men ti af stillingerne var ubesat.
- Vi nedlægger 27 stillinger i alle lag i organisationen i vores hovedkontor DFDS House, svarende til 10 procent. Da vi har forberedt os på denne situation ved at holde en række stillinger ubesatte, svarer det til 17 medarbejdere. I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at opsigelserne er forbundet med markedssituationen efter den økonomiske krise, og at det derfor drejer sig om medarbejdere, der har ydet en stor og loyal indsats for DFDS, udtaler DFDS's adm. direktør Niels Smedegaard ifølge MaritimeDanmark.dk.
- Med disse tilpasninger samt de besparelser, der findes i regi af Projekt Lightship, vil DFDS være godt rustet til de udfordringer, som det maritimt baserede transportmarked står overfor, så DFDS kan være et af de selskaber, der kommer stærkt ud af den konjunkturnedgang, der startede i 2008," siger Niels Smedegaard.
Fyringerne er blot de seneste i en lang række tilpasninger, som rederiet har gennemført i den senere tid.