ESPO: Klare regler for havnestøtte
Europæiske erhvervshavnes brancheorganisation ESPO, har bedt EU’s transportkommissær om hurtig afklaring af reglerne for statsstøtte til havneinfrastruktur.
Anmodningen blev fremsat af en delegation fra ESPO under et besøg hos transportkommissær Antonio Tajani
- Vi håber, at Kommissionen så hurtigt som muligt vil fastsætte regler for statsstøtte til havne-infrastruktur, hed det fra delegationen, der bestod af ESPO’s formand Victor Schoenmakers og organisationens generalsekretær Patrick Verhoeven.
Erhvervshavnenes utålmodighed skyldes, at arbejdet med formuleringen af et fælles EU-regelsæt for statsstøtte til havneinfrastruktur allerede i 2007 var så langt fremme, at der forelå et første udkast. Men dokumentet har tilsyneladende kun samlet støv i de sidste to år.
- Der er behov for en klar europæisk politik på området, hvis havnene skal opretholde deres konkurrenceevne, ikke mindst i de nuværende krisetider, siger ESPO.