Fokus på sikker kørsel
Danmarks regioner opfordrer virksomhederne til at sætte fokus på sikker kørsel i varebiler.
Kampagnen ”Vis vejen” er målrettet til tusindvis af mindre virksomheder med varebiler. Chefer i virksomheder opfordres i et brev til at stille krav til de ansatte om mere sikker kørsel. Cheferne kan være med til at redde liv, fordi de bestemmer, hvordan firmaets biler skal køres.
Færdselssikkerhedsudvalgene opfordrer cheferne til at tage en snak med de ansatte om de tre vigtigste faktorer, der kan hindre alvorlige ulykker: At holde farten nede, at tage selen på og at tage afstand fra spirituskørsel.
Virksomheden sparer mange penge ved at undgå trafikulykker med varebilen. Når en medarbejder kommer ud for en trafikulykke, koster det sygedage og vedkommende ikke passe sit arbejde. Bilen skal måske på værksted og præmien på forsikringen risikerer at stige.
De ansattes adfærd i varebilen på gader og stræder er samtidigt meget synligt. Det kan betyde noget for virksomhedens omdømme, hvis kunderne ser eller hører, at firmaets varebil med logo kører "råddent" eller er indblandet i en ulykke.
Visvejen.nuPå kampagnens hjemmeside www.visvejen.nu kan virksomhederne hente inspiration, argumenter og redskaber til sikker kørsel i varebil. Som noget nyt tilbydes virksomhederne et gratis frokostmøde om sprit, fart og sele. På siden kan man også hente plakater, og deltage i konkurrencer, hvor der er chance for at vinde navigationsudstyr og køretekniske kurser.
Det er de fire regionale færdselssikkerhedsudvalg i Nordjylland, Syddanmark, Hovedstaden og på Sjælland, der med denne kampagne opfordrer virksomheder i deres område til at være med til at mindske antallet af ulykker med varebiler.