Siden konkursen i det store fynske vognmandsfirma Lasse Vognmand A/S har der været mange forlydender fremme om hvordan Lasse fortsætter.
Det nystiftede selskab Raagelund Vognmandsforretning A/S har været nævnt, men tilsyneladende er der ved at komme liv i en tidligere vognmandsvirksomhed. Færdselsstyrelsen oplyser således, at der ikke er indsendt ansøgning om tilladelser til godstransport mod betaling fra det nye selskab, og at man ikke kender til virksomheden Raagelund Vognmandsforretning A/S.
I stedet har Færdselsstyrelsen dog en ansøgning under behandling fra en anden virksomhed på samme adresse som både det konkursramte Lasse Vognmand A/S og Raagelund Vognmandsforretning A/S, nemlig enkeltmandsvirksomheden Vognmand Johannes Sørensen.
Denne virksomhed ansøger om at få udstedt 45 tilladelser til godstransport mod betaling. Virksomheden er stiftet 1. maj 1981 og er ifølge cvr-registeret i branchen ”udlejning af erhvervsejendomme”. Der har dog tidligere været udstedt tilladelser til godstransport mod betaling til selskabet.
– Det er mig. Jeg er døbt Johannes Erik, men er altid blevet kaldt Lasse, siger Lasse Sørensen.
Han forklarer, at den ny virksomhed i starten kommer til at hedde Raagelund, ”indtil der er faldet ro over sagen”. Når der er søgt tilladelser i Vognmand Johannes Sørensen, ”så er det fordi det nye selskab ikke har nogen særlig stor egenkapital”.
- Vi har meget at lave og kunderne er meget trofaste. Jeg tror det skyldes, at jeg har været meget åben omkring det, der er sket, siger Lasse Sørensen.