Fra 4 til 16 vognmandstilladelser.
Der findes stadig vognmandsvirksomheder med dynamik til at gå mod strømmen. En af dem er det sydjyske vognmandsfirma Benny Højbjerg Transport ApS, der bor på Rugholmvej 24 i Gesten. Firmaet er netop i gang med en større ekspansion. Ifølge dugfriske oplysninger fra Færdselsstyrelsen har selskabet netop fået tildelt yderligere 12 tilladelser til godstransport mod betaling.
Selskabet er efter forøgelsen ihændehaver af 16 tilladelser til godstransport mod betaling, som alle er gyldige indtil den 31. august 2013.
Benny Højbjerg har også et personlig drevet vognmandsfirma, der råder over en enkelt tilladelse til godstransport mod betaling.
- Vi skal overtage en anden vognmandsforretning, så der er kørsel til alle lastbilerne, siger vognmand Benny Højbjerg til TTN.