Det helt klare udgangspunkt i dansk ret er, at man er bundet af det, man har skrevet under på. Domstolene er dog udstyret en paragraf, der gør dem i stand til helt eller delvist at tilsidesætte urimelige aftaler.
Jo mere professionel man er, jo mindre er sandsynligheden dog for, at man lykkes med at påberåbe sig den særlige bestemmelse i aftalelovens § 36.
Sø- og handelsretten har netop taget stilling til brugen af § 36 i en sag omkring 6 mindre vognmænd, der havde enslydende kontrakt med samme distributionsselskab. Det var bestemt i kontrakten, at den til enhver tid kunne opsiges med 1 måneds varsel. Der var oprindeligt ikke nogen konkurrenceklausul i kontrakten, men en sådan blev efterfølgende underskrevet af parterne. Klausulen havde følgende indhold:
Konkurrenceklausul med samarbejdspartnere”……[Vognmanden] er indforståede med, at de begge er forpligtede til såvel under samarbejdet som i en periode på 2 år efter samarbejdets ophør at afstå fra enhver handling, der kan indebære illoyal konkurrence over for samarbejdet. Som illoyal konkurrence betragtes navnlig, men ikke begrænset til, misbrug af oplysninger eller viden erhvervet under samarbejdet vedrørende forretningskoncept, kunder, produkter samt goodwill-snylteri.
Særligt forpligter [Vognmanden] sig med nærværende aftale, [til] at afstå fra under nogen form at tage kontakt til og udføre opgaver for UPS – United Parcel Service. [Vognmanden] forpligter sig endvidere til ikke at have nogen direkte eller indirekte økonomiske samarbejde med UPS eller virksomheder eller personer, som konkurrerer med denne. Det er derfor [Vognmanden] forbudt i en periode på 2 år efter samarbejdets ophør at udføre arbejde for eller på anden måde bistå UPS, som [Vognmanden] har haft en forretningsmæssig forbindelse med i kraft af samarbejdet med [distributionsselskabet] …. [Vognmanden] er forpligtet til i tilfælde af overtrædelse af forbuddet at betale en konventionalbod stor kr. 250.000….”Kort fortalt
Helt kort fortalt forbød bestemmelsen de enkelte vognmænd at drive forretning med UPS – der var distributionsselskabet vigtigste kunde – inden for en periode på 2 år fra samarbejdets ophør, og en overtrædelse heraf ville koste hver vognmand 250.000 kr.
Trods denne skriftlige kontrakt indgik vognmændene et samarbejde med UPS, og som følge heraf sagsøgte distributionsselskabet vognmændene med påstand om, at de hver i sær skulle betale 250.000 kr. i bod.
Samarbejdet blev bragt til ophør med blot 2 dages varsel, og ikke som foreskrevet i kontrakten med 1 måneds varsel. Opsigelsen skyldtes, at distributionsselskabet havde mistet aftalen med UPS. Dermed mente vognmændene sig (nok efterfølgende) ikke forpligtiget af konkurrenceklausulen og indgik i et nyt samarbejde med UPS.
Retten konkluderede i dommen, at distributionsselskabet havde misligholdt sine forpligtigelser ved at opsige med kun 2 dages varsel og tilføjede herefter følgende:
”De sagsøgte vognmænd stod således i den opsigelsesperiode, hvor de ved kontrakten var sikret et udkomme, mens de ledte efter andet arbejde, uden indtægtsgrundlag, og det lægges til grund, at de blot søgte at opretholde deres levevej ved i januar måned 2006 – de fleste sagsøgte først efter et møde foranlediget af TS den 16. januar 2006 – at levere de tjenesteydelser, som de hidtil havde leveret til [distributionsselskabet], til TS, som i det kommende år havde fået kontrakten med UPS, og som derfor havde behov for bistand af vognmænd med udstyr til og erfaring i kurertjeneste. Det lægges endvidere til grund, at [distributionsselskabet] i januar måned 2006 ikke havde nogen udsigt til at få forlænget den kontrakt med UPS, som var baggrunden for, at [distributionsselskabet] havde krævet, at vognmændene påtog sig konkurrenceklausulen. Herefter, og idet det er ubestridt, at de sagsøgte ikke havde medansvar for, at [distributionsselskabet] mistede kontrakten med UPS, findes de sagsøgte vognmænds adfærd under de således foreliggende omstændigheder ikke at kunne anses som illoyal konkurrence i forhold til [distributionsselskabet].” Det bemærkes herved, at konkurrenceklausulen ved en umiddelbar læsning vel kan forekomme særdeles vidtgående ved at forbyde enhver form for samarbejde mellem vognmænd og personer eller virksomheder, der samarbejder eller konkurrerer med UPS, men at den dog ved en indskrænkende fortolkning mod affatteren og til gunst for den bebyrdede må antages alene at forbyde sådanne handlinger, hvis de indebærer illoyal konkurrence, jf. herved den sammenhæng mellem stk. 2, 2. pkt., stk. 2, 1. pkt., og stk. 1, som fremgår af klausulens opbygning, og som understreges ved anvendelsen af ordene ”Særligt” og ”derfor”.
Ved vurderingen må der tillige lægges vægt på, at de sagsøgte vognmænd ikke modtog nogen form for betaling for at påtage sig konkurrenceklausulen, at den blev forelagt dem til underskrift uden, at de fik uvildig rådgivning om indholdet af de forpligtelser, de herved påtog sig, at der ikke fandt nogen form for forhandling sted, og at de sagsøgte vognmænd af [distributionsselskabet] blev sat i en ”take it or leave it” situation, hvor de fik valget mellem at acceptere klausulen i den udformning, som [distributionsselskabet] på egen hånd havde givet den, eller at miste hele deres indtægtsgrundlag.
Klausulen var endvidere usædvanligt langvarig og indeholdt ingen geografisk begrænsning, ligesom den konventionalbod, der skulle betales ved overtrædelse, forekommer ganske uproportional. [distributionsselskabet] har da heller ikke søgt at håndhæve konkurrenceklausulen ved at begære nedlæggelse af fogedforbud. Herefter findes det, i hvert fald under de foreliggende omstændigheder, urimeligt og i strid med redelig handlemåde at gøre konkurrenceklausulen gældende over for de sagsøgte vognmænd, der således frifindes.
Sats ikke på dommenDet er muligt at vognmændene i denne sag slap fri, men det kan på ingen måde tilrådes, at man underskriver en konkurrenceklausul, for derefter at overtræde det, der ganske klart fremgår på skrift.
Dommen må anses som begrundet i de konkrete forhold, der gjorde sig gældende mellem parterne.
BREAKING